Annonce
Kerteminde

Anker Boye talte dunder mod atomaffald på Fyn

- Vil vi ikke have en atomaffaldslosseplads tordnede Anker Boye, hvis klare meldinger blev meget vel modtaget.

Erhvervs- og vækstminister Vilhelmsen meldte afbud til folkemøde i Kølstrup to timer efter at have sagt ja.

Kølstrup/Kertinge: Det er som regel festligt at fylde år, men i Kølstrup og Kertinge markerede borgere, politikere, fagfolk og musikere søndag en fødselsdag af den trælse slags.

To år - godt og vel - har Kertinge Mark og Kerteminde Kommune levet i skyggen af truslen om at få Risøs atomaffald gravet ned.

Det ønskede beboerne at markere, og det skete med deltagelse af Kerteminde-borgmester Sonja Rasmussen, Borgerlisten, af Odense-borgmester Anker Boye, Socialdemokratiet, af biolog Søren Larsen og adskillige musikalske indslag, herunder Rebecca Brüel.

Hun sang så godt, hun kunne, om plutonium og høstede hjerteligt bifald, selv om det kneb med at få vejret trukket helt igennem.

- Det er længe siden, jeg har sunget, forklarede hun med et smil, mens hun havde gemalen Troels Trier ved sin side.

Han har skænket en særlig blå atomfisk til Kertinge som symbol på protesten.

- Egentlig er den lavet i forbindelse med atomulykken i Japan, men nu har vi jo ulykken her, forklarede han.

Han havde malet og signeret to malerier med fisken, og de blev skænket til henholdvis Kertemin ved borgmester Sonja Rasmussen og til Odense ved Anker Boye.

Han havde sagt ja til at tale ved folkemødet, og han dundrede mod et fynsk atomaffaldsdepot.

- Danmarks have skal ikke splittes i atomer. Hvem vil have hele Danmarks atomlosseplads i baghaven? Det vil ingen have, lød det fra borgmesteren, som hidtil ikke har blandet sig heftigt i debatten.

Men det gjorde Boye i den grad søndag.

- Der er jo allerede hul i spanden flere steder - f.eks i Tyskland, sagde han og henviste til et tysk atomaffaldslager, hvor der ifølge Boye er problemer med nedgravet atomaffald.

Kertinge Mark er et af seks steder i fem kommuner, som er i spil til at blive hjemsted for Risøs atomaffald.

Sundhedsminsiter Astrid Krag (SF) er efter hed politisk debat i efteråret blev pålagt at undersøge, om affaldet kan eksporteres til udlandet. Men det betyder ikke, at planerne om at lave et dansk slutdepot er begravet.

Derfor er Kertinge stadig i spil.

Annonce
Med fjorden som baggrund - folkemødet havde fin opbakning på den sidste søndag i maj.
Der var masser af musikalske indslag undervejs i det godt tre timer lange møde.
Rebecca Brüel sang så godt, vejret rakte - og fik en helhjertet tak fra publikum.
Borgmester Sonja Rasmussen fik ligesom Anker Boye et Troels Trier maleri af en blå atomfisk.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce