Annonce
Debat

Angsten for det ukendte

Jordklodens klima har nået en tilstand, der giver sig udslag i ukontrollabel angst over for klimaændringernes konsekvenser, ja for klodens fremtid

Klimaet er under forandring. Det er et faktum! Klodens gennemsnitstemperatur nærmer sig nu de 14,5 grader celsius, hvilket betyder, at temperaturen i de sidste 100 år er steget mellem 0,7 og 0,8 grader celsius. År 2007 var således det 8. varmeste år, der indtil nu er registreret, med 1998 som det varmeste, mens årerne 2005, 2003, 2002, 2004, 2006 og 2001 indtager 2. til 7. pladsen.

I takt med de varmere temperaturer bliver der i stigende grad fokuseret mere på klimaet og CO2-udslippet end tidligere, samt på de nuværende og fremtidige konsekvenser for klodens forskelligartede økosystemer og for os mennesker.

I den engelsktalende del af verden er man gået så vidt, at diagnosen "eco-anxiety" nu eksisterer. En tilstand der giver sig udslag i ukontrollabel angst over for klodens fremtid og klimaændringernes konsekvenser. Fremtidige konsekvenser, som hos nogle mennesker sætter sig så dybt, at det direkte medfører psykiske lidelser.

Interessant er det, om årsagen egentlig skyldes truslen om global opvarmning, eller om det blot er en indgroet angst for det ukendte. Jo mere ukendt - jo værre.

Tilbage i begyndelsen af 1980'erne, da popgrupper Shu-bi-dua indspillede sangen "Costa Kalundborg", som er at finde på albumet Shu-bi-dua 8, var der vel næppe tale om en ukontrollabel angst over for klodens fremtid, men vel nærmere en karikeret fortælling om fremtidens verden.

Men, hvem ville for blot 25 år siden have troet, at Shu-bi-dua's karikerede sang kunne sætte sig som sygdomsbetegnelse og måske endog en dag ramme plet. Man synes vel nærmest på daværende tidspunkt, at sangteksten var en sjov overdrevet latterliggørelse af fremtidens klimatiske forhold og dets afledte effekter. Tænk at Danmark skulle blive det nye "tropeferie-paradis".

Vi lever i en verden, hvor det stigende menneskeskabte CO2-udslip påvirker vores atmosfærer, eller som Shu-bi-dua udtrykte det: "Der er sket en forurening af den ydre atmosfære". En CO2-koncentration der nærmest synes at have udviklet sig eksponentielt fra omkring 280 ppm (det vil sige, at der for hver 1 million luftmolekyler er 280 CO2-molekyler) før industrialiseringen til 387 ppm i dag, hvoraf det samlede danske udslip til den stigende koncentration i runde tal primært kommer fra kraftværker og raffinaderier (50%), vejtransport (20%), industri (10%) og beboelse (10%).

FN's klimapanel, anerkendte NASA forskere samt globale og nationale politikere tillægger årsagen til det varmere klima den eksplosive ændring i atmosfærens CO2-indhold. Ikke alle deler dog den opfattelse. Men alle er vi dog enige om, at kloden er under kraftig forandring, hvilket specielt ses i de arktiske områder, hvor det mest dramatiske klimasignal ses lige "nu". Isen smelter "nu", hvilket sker som følge af den stigende temperatur og den deraf længere periode med tø - positive temperaturer.

Tøperioden er indenfor de sidste 10-15 år i Nord- og Sydøstgrønland blevet forlænget med mellem 50 og 60 dage, og noget nær tilsvarende ses enkelte steder her i Alaska. En kædereaktion af processer er igangsat i Arktis. Havisen smelter nu så meget, at både Nordøst- og Nordvestpassagen åbner hver sommer.

Et isfrit Polarhav vil ligeledes kunne accelerere afsmeltningen af den grønlandske indlandsis, som i modsætning til havisen vil få verdenshavene til at stige. Alene bidraget fra Indlandsisen betyder, at stigningen i det globale havniveau i disse år forøges med mellem 0,5-0,7 mm pr. år. En stigning der bestemt vil accelerere for fremtiden.

Kloden er under forandring fra nord til syd, hvilket Shu-bi-dua udtrykker på følgende måde: "Eskimoerne får solstik og Sahara bli'r til is, og Danmark bli'r det nye tropeferie-paradis".

Nu er det desværre ikke sådan at isen gendannes i Sahara, når den smelter på polområderne. Men sikkert er det, at de tørre områder bliver mere tørre med den risiko til følge, at de ørkener, der allerede eksisterer, eksempelvis Sahara, breder sig, og at nye områder vil blive udsat for ørkendannelse. De entydige tendenser kloden rundt taler sig eget sprog - forandringerne sker "nu".

Klimaet har brug for politisk handling. Vi bør med rette spørge, hvad vi egentlig ønsker at agere imod. Er det klimaforandringer som sådan, eller er det det menneskeskabte CO2-udslip? Eller er det simpelthen en kontrol over klimaet, vi ønsker?

Der er ingen tvivl om, at kloden kan have godt af, at vi reducerer CO2-udslippet. Men at tro, at en reduktion af CO2-udslippet ene og alene udgør den endegyldige forklaring på den globale opvarmning giver ikke mening.

Klimaet er et komplekst, dynamisk system af processer og indbyrdes relationer og feedback mekanismer mellem atmosfæren og jordoverfladen (ocean og landområder), kombineret med effekten fra solen. Mekanismer vi forskere langt fra kender den fulde effekt af. Den simple klimaløsning eksisterer ikke.

Trods det forsøger FN, repræsenteret ved organisationens klimapanel og G8-landene (klodens førende industrialiserede nationer), at overskue og begrænse klodens klimaforandringer gennem en reduktion af CO2-udslippet.

På det netop afsluttede G8-topmøde i Japan, tog G8-landene et fælles skridt nærmere en langsigtet fremtidige CO2-udledningsstrategi.

Drivhusgasudledningen skal halveres i år 2050 - men i forhold til hvad? Det står stadigt, som et åbent spørgsmål. Der er tale om et globalt emissionsproblem, hvad enten udslippet kommer fra nedslidte fabrikker i Kina og Indien, fra energifrådsende motorkøretøjer i USA eller fra afbrænding af kul til energi i Danmark.

Der er grund til bekymring men næppe ukontrollabel angst. Det er af og til sundt at stoppe op, gøre status og spørge sig selv om det, vi er en del af, er meningsfyldt.

Men kan vi med den politiske fokusering og indsats imod de fremtidige klimaforandringer, med fokuseringen på stigningen af CO2-koncentrationen i atmosfæren som eneste udslagsgivende faktor for det ændrede klima, påvirke og hindre klimaudviklingen og dets konsekvenser?

Vi skal nok begynde at indstille os på, at fremtidens verden blive endnu mere karikeret end Shu-bi-dua sangen beskrev det tilbage i 1980'erne.

Måske bliver Danmark det nye "tropeferie-paradis"...

sebastian h. mernild

International Arctic Research Center, University af Alaska, Fairbanks, USA er klima- og polarforsker Ph.d.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kerteminde

Apoteksejer dropper udbringning: - Vi får 5,49 kroner for at levere en æske medicin

Debat

Debat: Sådan forstærker sundhedsvæsenet uligheden

“Min første ledige tid er om tre uger. Men du kan nok ikke vente så længe. Ja, for så er det nok for sent at gøre noget,” sagde en ryglæge, der selv tog telefonen. Speciallægen forklarede, at hvis min nerve i lænden var under pres for længe, så var det sandsynligt, at min nerve ville tage varigt skade. Og nej, han vidste ikke, hvad jeg ellers kunne stille op. Jeg sagde ja, tak til den tilbudte tid. Det var trods alt bedre end ingenting. Jeg havde smerter i ballen og benet. Jeg havde mistet kraft. Jeg kunne kun gå rundt ved hjælp af krykker. Jeg havde brug for en scanning, der kunne fortælle, hvad der var galt. Og vejen til en scanning skulle banes af en speciallæge, mente min egen læge. Og der var lange lange ventetider hos alle dem, jeg kom igennem til. Jeg sad målløs tilbage efter samtalen. Det hastede altså, hvis min førlighed skulle reddes i tide. Ellers skulle jeg humpe rundt på krykker resten af livet. Alligevel kunne jeg ikke komme til akut. Kan det virkelig passe, at man i dagens Danmark lader ventetider hos speciallæger invalidere mennesker på livstid? Jeg fortsatte min rundringning. Nej, vi tager ikke patienter uden for kommunen. Medmindre du altså selv betaler. Eller har en forsikring. Så har jeg faktisk en ledig tid allerede i morgen, siger sekretæren. ”Er du interesseret?” Jeg har heldigvis råd til det. Flaskehalse i vores sundhedsvæsen gælder åbenbart kun for de fattige, selvom det hedder sig, at vi har fri og lige adgang til vores sundhedsvæsen. Kan det virkeligt være rigtigt, at vi overlader de fattige til deres egen sure skæbne, mens vi der har råd eller en forsikring, kan få behandling? Min jagt efter en ledig tid hos en ryglæge fandt sted i august 2017. Dengang anede jeg ikke, at mine smerter i ballen og benet i virkeligheden stammede fra en kræftknude, der havde ødelagt knogler i mit bækken og min hofte. Kræften var også begyndt at gnave af min lårbenshals. Ja, jeg havde faktisk kræft i hele kroppen, i alle dele af mit skelet og i flere vitale organer. Men det anede jeg intet om, da jeg jagtede en tid hos en ryglæge. Det fik jeg først at vide fire måneder senere. Og kun fordi jeg selv insisterede på at blive scannet, og kun fordi jeg selv betalte for en vigtig undersøgelse på vejen. Som journalist har jeg en erhvervsskade. Jeg er konstant opmærksom på urimeligheder og uretfærdigheder. Skandaler er nemlig gode historier. Og her stødte jeg direkte ind i urimelige forhold. Ud over dem jeg allerede har nævnt, gik det op for mig at det frie og det udvidet frie sygehusvalg kun gælder for dem, der selv kan betale for transporten eller har netværk, der kan hjælpe dem med transport. Frit valg for de rige. De kan vælge at komme til undersøgelse eller behandling i en anden landsdel med langt kortere ventetid eller med bedre renomme, fordi de kan klare udgifterne selv. Men ikke frit for de fattige. Er det rimeligt? En ting er penge. Men det kræver også, energi, overblik og vedholdenhed at sikre sig, at henvisninger bliver afsendt fra den ene afdeling og modtaget på en anden afdeling. For det kan man desværre ikke regne med sker af sig selv. En af mine henvisninger lå en hel uge “i en bunke som vi sjældent kigger i,” som en sekretær forklarede mig, da jeg ringede og rykkede for fjerde eller femte gang. Hver gang jeg ringede, fik jeg at vide, at “vi sender den om et øjeblik”. Tænk hvor kunne de have sparet tid, hvis de så også havde videresendt henvisningen med det samme. Men det gjorde de først efter flere rykkere. Jeg var privilegeret. Jeg havde energi, kræfter og frækhed til at ruske og rykke. Men ofte handler det om meget syge og gamle mennesker, som ikke har energien selv, og som ikke har børn, der magter at klare opgaven for dem. Er det rimeligt, at de svage skal ligge og rådne op i en bunke, som personalet sjældent kigger i? Vores sundhedssystem forstærker desværre den ulighed, der også præger det øvrige samfund, hvor fattige, dårligt uddannede og ældre står i bagerste række. Da min kræft først blev fundet, fik jeg en kræftbehandling i verdensklasse. Det danske sundhedsvæsen fiksede min kræft. Og som tak for det vil jeg gerne bidrage til at fikse det danske sundhedsvæsen. Og noget af det, der trænger allermest til at blive fikset er uligheden. Eksemplerne er hentet fra bogen: “Sådan overlevede jeg kræften - og sundhedsvæsenet”, People’s Press 2019

Kerteminde For abonnenter

Nyt forslag: Hvis du flytter til Kerteminde, får du en gratis byggegrund og 100.000 kr. i hånden

Fyn

Byggeri til 400 mio. kroner: Odenses borgmester glæder sig over ny kæmpemæssig investering i Odense

Annonce