Annonce
Erhverv

Analyse: Klimaplan skal løse bankernes tillidskrise

Nu vil bankerne også være grønne, men nationalbankdirektør Lars Rohde advarer mod at give kunstige rabatter til grønne kunder. Vindmøller er et eksempel på investeringer, der er begyndt at være profitable - udover at være klimavenlige. Arkivfoto: Annelene Petersen/Ritzau Scanpix)

- Undskyld, sagde formanden for bankernes lobbyorganisation, Finans Danmark, ved årsmødet for et år siden.

Michael Rasmussen, der også er topchef i Nykredit, undskyldte for banksektorens svigt med manglende hvidvaskkontrol og svindel med udbytteskat som de mest aktuelle sager.

Mandag var branchen samlet igen til årsmøde i Skuespilhuset i København. Den øverste ledelse fra stort set alle danske pengeinstitutter sad klar til en ny opsang fra deres formand.

Det er klart, at der i det seneste år er gjort en masse for at stramme op for hvidvask. Bankerne har ansat omkring 1400 flere medarbejdere, der alene beskæftiger sig med compliance - det engelske ord for at overholde gældende regler. Men bankernes image hos borgerne er stadig dårligt, og i mellemtiden har vi fået en socialdemokratisk regering, der ser ud til at ville straffe bankerne med hidsige særskatter.

Noget må der gøres. Så hvad griber de danske pengeinstitutter til?

Rigtigt gættet: Finanssektoren lancerer 20 anbefalinger til, hvordan den finansielle sektor kan sætte skub i den bæredygtige omstilling af samfundet.

Arbejdet er lagt i hænderne på et nystiftet Forum for Bæredygtig Finans, der anbefaler, at bankerne begynder at måle CO2-aftryk i deres udlån og investeringer. Det skal naturligt lede frem til, at både banker og realkreditinstitutter låner mere ud til bæredygtige ejendomme, transportformer og landbrug, som det hedder.

Det er jo ikke den enkelte bankfilial, der skal have solceller på taget. Finanssektoren vil bruge sine muskler til at finansiere de virksomheder, der har et grønt bud på fremtiden.

- Vi er en afgørende drivkraft i den grønne omstilling herhjemme, sagde Michael Rasmussen i sin tale i år.

Finans Danmarks direktør Ulrik Nødgaard kaldte endda klimainitiativet for en gamechanger. Spørgsmålet er, om den bæredygtige finans vil sætte en helt ny dagsorden for den grønne omstilling - eller om den skal sætte en ny dagsorden for danskernes opfattelse af bankerne.

Banker har jo alle dage været sat i verden for at understøtte sunde investeringer, der giver et stabilt afkast til bankernes ejere og udsætter dem for den mindst mulige risiko.

Derfor er det logisk, at bankerne skal være varsomme med at give lån til kulkraftværker, udvinding af råolie eller en fabrik, der vil investere kraftigt i en ny, CO2-belastende produktion. Bankerne skal ikke sige nej af hensyn til klimaet. De skal gøre det, fordi de løber en stor risiko ved at sende penge efter virksomheder, der har fremtiden bag sig.

Det er oplagt, at regeringen med sine ambitiøse klimamål vil straffe virksomheder, der lader som ingenting og fortsætter en massiv udledning af drivhusgasser. Det kræver omtanke at låne penge ud til dem.

Vestas har for længst meldt ud, at køberne af vindmøller ikke længere gør det udelukkende for at passe på klimaet. De gør det, fordi vindmøller lige nu ser ud til at være en rigtig profitabel forretning.

Nationalbankdirektør Lars Rohde var også på scenen på Finans Danmarks årsmøde. Han indledte i tråd med tidsånden med at tale om klimaforandringer. I Nationalbanken har man regnet på, hvordan stigende vandstand kan true værdien af danskernes huse og dermed koste bankerne og samfundet tab.

Men han løftede også en pegefinger over for bankerne og advarede om, at de ikke skal give kunstige rabatter til grønne løsninger. Iveren efter at fremstå klimabevidst må altså ikke friste en bank til at tildele lån til projekter, der ikke lever op til kravene fra godt gammeldags bankhåndværk.

Med andre ord er bankernes nye klimatiltag først og fremmest ord. Men det kan også være tiltrængt, når alle er mætte af at høre om hvidvask.

Annonce
Det er ikke den enkelte bankfilial, der skal have solceller på taget. Finanssektoren vil bruge sine muskler til at finansiere virksomheder, der har et grønt bud på fremtiden.
Erhvervsredaktør Jens Bertelsen. Foto: Nils Svalebøg
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce