Annonce
Navne

Alt under himlen har sin tid: Agnes Haugaard stopper, mens hun er på toppen

Altertavlen i Bregninge Kirke har en særlig plads i Agnes Haugaards hjerte. Den er lavet af Claus Berg i omkring 1530, og forestiller korsfæstelsen af Jesus på Golgata. - Når eleverne fra kunsthøjskolen kommer og ser på det, så kan de altid finde ny symbolik i den. Og jeg har kigget på den i mange år, men føler hele tiden, at jeg finder nye ting at gå på opdagelse i, siger hun. Foto: Michael Printzlau
Agnes Haugaard fik kristendommen med helt fra barndommen. Lige siden hendes far bad fadervor sammen med hende i Risskov, en forstad til Aarhus. Men hun fandt først kaldet til præstegerningen, det hun kalder professionel omsorg, mange år senere i et nonnekloster i Chile.

Ærø: Risskov var der, hvor de rige boede. Men Agnes Haugaards familie var langt fra rige. Det var mere en tilfældighed, at de var endt i den dyre del af byen. Hun besluttede sig i en ung alder for at blive sygeplejerske. Af den simple grund: Det var den nemmeste måde at komme væk på.

- Det lå i kortene. Det var simpelthen udlængsel. Jeg ville ud i verden. Ud at rejse. Til Grønland, Grækenland, Sydamerika. Jeg ville gerne væk fra Aarhus. Der var for meget rock and roll. Det har jeg ofte sagt til min bror Jacob. At det simpelthen var for destruktivt, Aarhus dengang, siger hun.

- Jeg vil gerne rundt til de andre kirker og prøve at høre mine kollegaer noget mere, når jeg går på pension, siger Agnes Haugaard. Foto: Michael Printzlau

Agnes mener, at hun har en dobbelthed i sin opvækst. Hendes mor var glødende socialist fra Færøerne, hendes far var religiøs.

Annonce

- Jeg er vokset op med en socialistisk mor, der forlod sit fædreland, Færøerne. Hun kunne ikke udstå den der falske renlighed, der var der. De var baptister og fundamentalister. De drak ikke. Officelt, i hvert fald. Men det var underligt, at de altid blev lidt underlige hen på aftenen.

- Min far bad altid fadervor med os. Det var sådan noget, min bror, Jacob, ikke gad. Han lavede altid sjov med det. Men for mig betød det altså noget, siger hun.

67-årige Agnes taler hurtigt og med enorm energi. Når hun først har talt sig varm, kommer hun meget hurtigt ud ad en masse tangenter. Når hun rigtigt har gang i talestrømmen, så følger hendes armbevægelser ordenes rytme. Og ud af den blå luft, banker hun hårdt i bordet. Det er ikke en vred banken, men en banken, der nærmest giver den, hun taler med, ret. Som om, hun siger Ja! Det er præcist, det jeg mener.

Agnes Haugaards mand er overlæge på OUH. De har en datter sammen ved navn Petra. Foto: Michael Printzlau


Teologi

Efter nogle års rejse til blandt andet Grækenland, Grønland og rundt i Sydamerika med afsæt i sygeplejegerningen, fandt Agnes sig selv på et nonnekloster i Chile.

- Det var simpelthen det der med at hjælpe folk. På en måde minder det med at være sygeplejerske rigtig meget om at være præst. Det er meget de samme mennesker og etiske overvejelser, man skal gøre sig.

- Det var der, jeg opdagede, at teologi kunne være rigtig spændende. Så jeg besluttede mig for at tage hjem til Aarhus og læse teologi, siger hun.


Nu tror jeg bare, at min tid er kommet. Jeg vil gerne stoppe, mens jeg er på toppen.

Agnes Haugaard


Inden Agnes havde færdiggjort teologistudiet, blev der slået en stilling op som sognepræst på Ærø. Hun fik en forhåndsgodkendelse fra sin lektor, og søgte så stillingen.

- Min mand er fra Marstal. Og jeg har jo egentlig også det med at være øbo fra min mor. Så jeg kunne lige så godt prøve at søge den.

- Jeg troede ikke, at de ville ansætte mig. Jeg er jo en kvinde. Og dengang var det på ingen måde normalt at ansætte en kvindelig præst. Og på Ærø var det ganske uhørt. Men i dag er der kun kvindelige præster på øen, siger hun.

Agnes Haugaard har tænkt sig at blive ved med at arbejde i diverse bestyrelsesposter, når hun går på pension fra sit job som præst. Foto: Michael Printzlau
Annonce

Ærø

I Bregninges store, flotte præstegård er Agnes omgivet af malerier. De største af dem er malet af hendes nieces mand. Det er utroligt detaljerede malerier med meget stærke religøse motiver. En munk, hvor tonsuren er groet ud, eller ærkeenglen Gabriel, der vogter over hele kloden.

- Ærø er lidt speciel. Alle kender alle. Og man skal helst ikke være for fin på den. Men hvis man lærer folk at kende, så kan man alting. Vi har simpelthen sådan en styrke i hinanden. Vi bor kun 500 i sognet, men alligevel kan vi få rigtig mange ting op at stå, siger hun.

Hver morgen, lige efter hun er stået op, kører hun ud til havet. Der sætter hun sig i vandkanten og mærker det kolde gys, når bølgerne skulper ind over hende. Ved første øjekast er hun en kvinde, hvor alderen langt fra trykker. Men alligevel har hun, i en alder af 67, og med 25 års tjeneste på Ærø, valgt at gå på pension.

- Jeg bliver ved med at gå tilbage til samme tekst:

Alting har en tid,

for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.

En tid til at fødes, en tid til at dø.

En tid til at plante, en tid til at rydde.

En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede.

En tid til at rive ned, en tid til at bygge op.

En tid til at græde, en tid til at le.

En tid til at holde klage, en tid til at danse.

- Og nu tror jeg bare, at min tid er kommet. Jeg vil gerne stoppe, mens jeg er på toppen. Men det tog mig rigtig lang tid, inden jeg ringede til min biskop og fortalte det, siger hun.

Det, Agnes Haugaard sidder tilbage med, efter 25 år i ærøboerenes åndelige tjeneste, er mest af alt taknemmelighed. Hun er taknemmelig for de mange mennesker, der har været omkring hende i alle disse år.

- Det kommer min sidste prædiken til at handle om. Taknemmelighed over at jeg har fået lov til at være her i 25 år. Det har selvfølgelig ikke været uden sten på vejen. Men det har været fantastisk, siger hun.

- Hvis jeg kunne blive 150 år, så ville jeg måske gerne have været hospitalspræst. Men igen, alting under himlen har sin tid.

Agnes Haugaard og hendes mand kommer til at bo i Marstal, når hun flytter fra præstegården. Foto: Michael Printzlau
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce