Annonce
Livsstil

Alfreds huse

Hvis pengene er små, som de var i vores tilfælde, så er det en god ide at begynde småt, råder Alfred. wMen det forudsætter selvfølgelig, at man har en idé om, hvordan byggeriet evt. skal kunne udvikle sig på længere sigt. Man kan f.eks. starte med et lille længehus, som så siden kan udvides med en ny længe - måske bundet sammen med det eksisterende med en mellembygning. Eller man kan gøre, som jeg har gjort. Nemlig udvide med flere små tasker (tilbygninger; red.) hen ad vejen.

Det eksklusive Gammel Skagen har sit helt eget udtryk - og ingen har som den lokale kult-arkitekt Alfred Hansen været med til at præge det. Selv bor han enkelt og ukrukket i et hus, som han selvfølgelig selv har bygget - næsten udelukkende ved brug af genbrugsmaterialer

--- --- ---

Én mand med blyant og linial. Det er, hvad man får, når man vælger Skagen-arkitekten Alfred Hansen. Man går direkte til ham, der er nemlig ikke andre. Og så løser man opgaven sammen. Og så har Alfred ry for at være anstændigheden selv. Han bygger enkelt og godt og vælger ikke en masse dyre materialer - selvom flere af hans bygherrer helt sikkert ville have råd til det.

Med tiden er Alfred blevet lidt af en kultperson i Gammel Skagen, og siden 1970'erne er det blevet til knap 100 nybygninger, tilbygninger og ombygninger i den eksklusive og traditionsrige ferieby, hvor ingen har sat et stærkere præg på arkitekturen end netop han. Skal man have bygget i Gammel Skagen, ja, så skal det helst være et Alfred-hus. Det er der rigtig mange, der er enige om. I en nyredigeret udgave af bogen "Alfreds huse" fortæller et udpluk af hans vigtigste bygherrer hvorfor.

- Han går rundt med sin hat, sine shorts og sine papirer og tegner på almindeligt smørrebrødspapir. Så nogle mennesker tror, at de kan køre rundt med ham, fortæller vennen og udenlandsdanskeren Jørgen Philip-Sørensen, for hvem Alfred Hansen bl.a. har stået for et 50 millioner kroners ombygningsprojekt på det snart 100 år gamle Ruths Badehotel.

- Men man skal ikke undervurdere ham. Hverken som arkitekt eller som menneske, fortsætter Philip-Sørensen.

- For selvom han virker totalt åben og afslappet, som havde han ikke en eneste bekymring i verden, så er han faktisk ganske organiseret og har sin helt bestemte ideer om, hvad han vil og med hvem.

Alfreds ABC for god byggeskik

Det traditionel længehus klæder landskabet i Gammel Skagen bedst, mener Alfred Hansen, så her tager han som oftest sit udgangspunkt. Om huset er muret eller med træfacader betyder ikke så meget. Men det skal have tegl på og en taghældning på 45 grader ligesom de oprindelige skagenhuse. Det giver nemlig en flot karakter både til området og til det enkelte byggeri.

- Moderne materialer kan meget mere. I dag laver man f.eks. et undertag, der er helt tæt. Derfor kan man rent byggeteknisk slippe af sted med en meget mindre taghældning. Men jo længere ned i grader man kommer, jo mindre form bliver der på huset, forklarer han.

- Når jeg skal bygge, starter jeg med at finde et udtryk, der er så enkelt og stramt som overhovedet muligt. Men ved at raffinere huset og gøre det mere og mere enkelt bliver det samtidig lidt kedeligt. Derfor slår jeg det i stykker igen bagefter. Giver det én på kassen, så det bliver levende og fuld af musik.

Alfred vælger tit en huskrop af mursten og sætter små tasker på i træ. Man vil så stadig se taskerne som påhæng, og på den måde kan huset bevarer sin smalhed. Hvis huskroppen er smal kan han finde på at skyde en taske ud til siden for at gøre rummet bredere.

- Jeg kan bedst lide lange huse på ikke over seks en halv meter i bredden. Derefter begynder det at blive for bredt, også selvom det giver en bedre udnyttelse af tagetagen.

Alfred og Birgits eget hus

Alfreds eget hus er et enkelt og klassisk længehus. Ligetil og helt uden blær. Ud mod vejen er facaden rolig og stram, så den harmonerer med de andre huse i området. Ind mod haven er der straks lidt mere spræl.

- Vestenvinden er virkelig hård heroppe, så mere end noget andet er der brug for nogle gode kroge med læ. Derfor, og for at give lidt ekstra liv, har jeg skåret en bid af husets langside ind mod haven og bygget den op igen i form af en vinterstue - eller vinstuen, som vi kalder den, fordi vi gror vin derinde, fortæller Alfred.

Huset er næsten udelukkende bygget af genbrugsmaterialer. Bjælkerne i den bærende tagkonstruktion og teglstenene på taget stammer f.eks. fra Gårdbogård (en nedrevet herregård syd for Skagen). Teglene er tykkere end normale tegl og har et smukt farvespil. Flere steder er formen på huset blevet, som den blev, fordi den skulle passe til nogle helt bestemte vinduer eller døre. Det giver arkitekturen et helt særligt element af oplevelser og karakter.

---

Skagen-blonder

Blonderne - den hvide bemaling mellem teglstenene på tagets kanter - er en tradition fra gammel tid. Da man ikke kunne komme til at binde teglen, gjorde man en dyd af nødvendighed, murende dem fast på murværket og hvidtede fugerne bagefter.

Griseøjne

De små vinduer på spidsen er meget populære i Skagen, hvor de går under navnet "griseøjne". De kan fungere godt som en lille skævhed f.eks. på de klassiske længehuse, mener Alfred. Men de skal ikke gentages i flæng, så bliver det for manerligt.

Store elle små vinduer?

Et synspunkt, som Alfred ofte bruger en del tid på at diskutere med sine bygherrer, er, at selvom man måske har den mest fantastiske udsigt f.eks. til havet, så behøver man ikke at opsætte panoramavinduer over det hele. En solnedgang kan sagtens nydes gennem små eller småsprossede ruder.

Prisen på et Alfred-hus

Der er ikke den store forskel på, om man bygger i træ eller sten, for det er kke materialerne, der er den tunge post. Et typehusfirma kan måske bygges for 8.000 kr. pr. kvadratmeter, men her bruger man færdigproducerede dele, der blot skal monteres. Så snart man arbejder med "løse" håndværkere fra forskellige fag, kommer man væsentlig højere op i pris. Kvadratmeterpriserne på et Alfred-hus ligger i dag på 12-15.000 kr. - nogle gange mere.

Annonce
Laden har Alfred selv fundet, reddet, pillet ned og genopført på sin egen grund. Han elsker ting, som måske engang kan blive til noget, og laden er fuld af dem. Træværket er malet med gammeldags trætjære og porten med ultramarinblåt farvepulver rørt ud i linoliemaling. Skiltet stammer fra en svensk kutter, der brændte. Klodsbøjerne har tidligere tjent som afmærkning af en hummertegne.
Hovedhuset er gennem årene udvidet med adskillige små tilbygninger. Her et lille »våbenhus« ved indgangsdøren. Loftets buede form er inspireret af formen på taget af de traditionelle småskure, som fiskerne brugte til garn og redskaber.
Børge Mogensens klassiske tremmesofa, en italiensk lænestol fra loppemarkedet og en dækstol fra Trip Trap giver liv til rummet med hver deres meget forskellige blå farve. Også Kaare Klints dejlige kirkestole er et fund fra loppemarkedet. Tæppet, der holder sammen på det hele, er af finsk træfiberflet. Maleriet af de tre Hirtshalsfiskere er af maleren - og vennen - Peter Lüdens.
Ved at male husets store skorsten sort har Alfred gjort den lettere og mere diskret. Samtidig er den nemmere at holde pæn - man ser ikke, hvis sod og andet driver ned af en sort skorsten. Duerne er af porcelæn, og af den slags man normalt ser på kirkegårdene.
Birgit (f. 1943) og Alfred (f. 1938) Hansen er begge født i Skagen og har sammen to voksne børn. Krucifikset på laden er lavet af Alfreds gamle ven kunstneren Niels Helledie som en skitse til et stort arbejde i Skagen Kirke.
Trappen ned til vinterhaven er lavet af en stump limtræ, der var tilovers fra den bærende tagkonstruktion på rådhuset i Skagen. Da ingen andre kunne bruge det, tog Alfred det med hjem. Teglene var en fejlbrænding, som Alfred fik forærende mod at fjerne dem selv.
»Alfreds huse« er en stærkt revideret udgave af bogen, der første gang udkom i 2004. I den nye udgave fortæller arkitekt Alfred Hansen og hans bygherrer om utraditionelle løsninger og glæden ved at bygge enkelt og godt, og vi inviteres indenfor i de eksklusive huse i Skagen og Gammel Skagen.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Nordfyn

Radiostation deler gratis antenner ud

Læserbrev

Kultur. Tak til kronprinsparret 2

Synspunkt: Da jeg læste Peter Hagmunds leder ”Tak til kronprinsparret” den 1. november, glædede jeg mig over de mange gode synspunkter, han bringer frem såsom: ”Alligevel kan man godt opfatte det en kende sært, at kronprins Frederik og kronprinsesse Mary står på en scene i netop Odense, når parret lørdag uddeler priser til en række kunstnere og kulturfolk. For Odense Kommune har netop besluttet omfattende nedskæringer i byens kulturudgifter.” Lige siden har jeg funderet over årsagen til, at der spares så heftigt på kulturen i Danmark i disse år. Vore nabolande Norge, Sverige og Tyskland – lande vi gerne sammenligner os med – gør det stik modsatte. De øger kulturbudgetterne, og de gør det markant. Efter min mening er der to væsentlige årsager til den stedmoderlige behandling, kulturen får i Danmark. For det første er de allerfleste af vore beslutningstagere unge eller yngre mennesker, som vort skolesystem ikke i tilstrækkelig grad har givet mulighed for at stifte bekendtskab med klassisk kultur og dannelse. De kender og respekterer simpelthen ikke den kultur, de koldblodigt skærer ned på. Det ironiske er, at kulturpengene jo er pebernødder i det store budgetspil, men da beslutningstagerne ikke kender nok til området, gør det ikke ondt på dem at svinge sparekniven, og som ofte sagt: ”Der er ikke stemmer i kultur” – desværre. For det andet mener jeg, at Peter Hagmund og hans kolleger burde gribe i egen barm og overveje, om medierne i almindelighed og - når vi taler kultur i Odense - Fyens Stiftstidende i særdeleshed kunne påtage sig et større ansvar i denne sag. For det er jo sådan, at i vore dage eksisterer man kun, hvis man er synlig i medierne. Jeg kender til hudløshed argumentet, at kulturstof ikke er populært, men det får mig til at tænke tilbage på en korrespondance, en af mine veninder for en del år siden havde med en dansk tv-station. Min veninde klagede over, at en stor operaforestilling blev sendt kl. 02.00 (det var inden, man i samme grad som nu havde mulighed for at optage, streame og se tv on-demand). Svaret fra TV-stationen lød, at de sendte udsendelsen på dette sene tidspunkt, fordi der ikke var ret mange, der så den slags. Man kunne også forestille sig, at problemstillingen i virkeligheden var den omvendte, nemlig at folk ikke så den slags, fordi det blev sendt på et tidspunkt, hvor de fleste lå i dyb søvn. Måske ville læserne faktisk værdsætte større mængder af velformidlet kulturstof, hvis det fandtes i medierne. I øvrigt tror jeg, at mange af de mennesker, der læser kultursiderne, læser den trykte avis og ikke avis på nettet. Populariteten af kulturstoffet er derfor ikke målbar på samme måde som ”klik" på avisens hjemmeside. Hagmund skriver at ”kronprinsparrets besøg i Odense kan være med til at flytte opmærksomheden tilbage til det, der også er kunstens og kulturens kerne: At den er dannelse. At den er identitetsskabende. At den har en særlig berettigelse.” Kære redaktører og journalister. Jeg mener absolut, I kan medvirke til at flytte opmærksomheden tilbage på kulturen og fjerne det ”spørgsmålstegn ved, om byen nu egentlig har det levende, aktive kulturliv, som man ofte påstår at ville anvende som salgsargument over for tilflyttere.” I skal blot opprioritere kulturområdet, så det bliver mere synligt i mediebilledet.

Annonce