x
Annonce
Livsstil

Advokaten: Kan børn blive anbragt uden for hjemmet som følge af forældrenes skilsmissekonflikter?

Illustration: Julie Gry Sveistrup

? Kære Monica Kromann - jeg læste i Jyllands-Posten den 2. februar, at i fire af landets 10 største kommuner har sagsbehandlere valgt at anbringe børn uden for hjemmet, fordi de mistrives som følge af forældrenes skilsmissekonflikter.

Jeg blev derfor nysgerrig på reglerne omkring anbringelse af børn uden for hjemmet. Kan det virkelig passe, at børn bliver anbragt, fordi forældrene er i konflikt?

Jeg håber, at du kan gøre mig klogere på dette juridiske emne.

Med venlig hilsen

Lone

Annonce

! Kære Lone - tak for dit spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende.

Et barn tvangsfjernes, når myndighederne vurderer, at barnet tager skade af at blive ved sine forældre. Det kan typisk være, hvis forældrene er voldelige, alvorligt psykisk syge eller misbrugere.

I den artikel, som du henviser til, fremgår det, at i fire af landets 10 største kommuner – Aalborg, Odense, Vejle og Silkeborg – er der sager om tvangsfjernelse af børn som følge af forældrenes langvarige skilsmissekonflikter. Disse sager handler ikke om vold eller overgreb, men om at forældrenes konflikter er så voldsomme, at børnene kommer i mistrivsel.

Når forældrenes skilsmissekonflikter er langvarige og voldsomme, og forældrene ikke kan samarbejde, kan det altså i de værste tilfælde føre til, at kommunen vælger at anbringe barnet uden for hjemmet. Anbringelsen af børn i disse tilfælde sker for at beskytte børnene og skabe mere rolige vilkår for dem.

En anbringelse uden for hjemmet indebærer, at et barn i en periode bor på en institution eller hos en plejefamilie i stedet for hos sine forældre. Juridisk set er der tale om en anbringelse uden for hjemmet, når kommunen har været involveret i beslutningen om, at barnet skal væk fra hjemmet.

Anbringelse uden for hjemmet kan både ske med og uden samtykke fra forældrene og den unge, der er fyldt 15 år.

De fleste anbringelser uden for hjemmet foregår med forældremyndighedsindehaverens samtykke. Disse kaldes derfor for frivillige anbringelser og er reguleret i lov om social service § 52, stk. 3, nr. 7.

Hvis der er tale om en ung over 15 år, skal den unge også give samtykke til anbringelsen uden for hjemmet, jf. lov om social service § 52, stk. 1.

Et barn kan dog som nævnt også blive tvangsfjernet uden forældrenes samtykke. Disse anbringelser kaldes tvangsanbringelser og er regulereret i lov om social service § 58, stk. 1.

Efter denne bestemmelse kan et barn kun anbringes uden for hjemmet uden samtykke, hvis der er åbenbar risiko for, at barnets sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af utilstrækkelig omsorg eller behandling, overgreb, misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder eller adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet.

Ved tvangsanbringelser, hvor forældremyndighedsindehaveren ikke samtykker, skal kommunens børne- og ungeudvalg med en dommer for bordenden godkende beslutningen.

Inden der træffes beslutning om en anbringelse uden for hjemmet, skal der finde en samtale sted med barnet for at afdække barnets holdning til en mulig anbringelse.

Svaret på dit spørgsmål er altså, at ja, børn kan blive anbragt uden for hjemmet som følge af højt konfliktniveau mellem forældrene ved skilsmisse, såfremt kommunens børne- og ungeudvalg vurderer, at det er til barnets bedste.

Der er ingen tvivl om, at anbringelse uden for hjemmet er en indgribende beslutning. Både forældrene og børn og unge, der er fyldt 12 år, har derfor ret til gratis advokatbistand under behandlingen af sager om anbringelse uden samtykke. Forældrene og børn og unge, der er fyldt 12 år, kan desuden klage over børn- og ungeudvalgets afgørelse til Ankestyrelsen.

Jeg håber, at ovenstående besvarede dit spørgsmål.

Det er muligt at læse flere af mine brevkasseindlæg om familie- og arveretlige emner på min hjemmeside: www.advokatkromann.dk/brevkasse

Med venlig hilsen

Monica Kromann, advokat (H)

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Coronavirussen vil forandre dansk politik

I Danmark har vi – heldigvis – en politisk tradition for, at vi rykker sammen, når det gælder. Således kunne Folketinget på tværs af partiskel i et højt tempo og uden det sædvanlige politiske fnidder vedtage de nødvendige tiltag. Hvad enten det var omfattende og nødvendige tiltag på sundhedsområdet, forbud mod større forsamlinger eller en historisk stor økonomisk kompensation til ansatte og virksomheder, der er ramt af Coronaen. Også fagbevægelsen og arbejdsgiverne har med indgåelsen af en trepartsaftale, der spænder et sikkerhedsnet ud under rigtigt mange lønmodtagere og mange virksomheder vist, at de er parate til at tage ansvar i denne svære situation. Men det er ikke slut endnu, og der bliver brug for flere tiltag. Både for at håndtere sundhedssituationen, men også for at sikre, at de alt for mange virksomheder, der af den ene eller anden årsag ikke bliver hjulpet af de vedtagne hjælpepakker, kan få den fornødne hjælp. Når denne coronakrise er drevet over, er der behov for samarbejder på tværs af partiskel. Til den tid vil dansk politik være forandret. Vi vil stå med en kæmpe regning, som vi endnu ikke kender, og som skal samles op. Det kommer til at kræve politisk mod og vilje. Hvordan sikrer vi de rette politiske rammer, økonomisk vækst og dermed en fortsat høj beskæftigelse? Og hvordan får vi de mange tusinde mennesker, der i disse dage bliver afskediget eller sendt hjem, tilbage på arbejdsmarkedet? Der er mange spørgsmål, der kræver politisk handling og samarbejde i Folketinget. I den første tid af coronakrisen har Folketinget vist vilje til samarbejde, men hvor længe vil det vare ved? Vil vi se ydrefløjene grave sig ned, som vanen forskriver? Og hvad med regeringens parlamentariske grundlag – herunder ikke mindst Enhedslisten og SF – vil de have modet til også at træffe upopulære beslutninger? Der må gøres ofre i tiden efter, og det er ikke givet, at Arne får lov til at komme tidligere på pension, eller at vi kan afsætte ubegrænset med penge til klimaet, hvis pengene ikke er der. For mig at se er løsningen klar: Et tæt samarbejde mellem S-regeringen og Venstre om en omfattende plan, der skal få Danmark tilbage på sporet. En plan, der rækker mange år frem – også til efter næste folketingsvalg. De to partier har flertal tilsammen og har for mig at se en forpligtigelse til at træffe de nødvendige politiske beslutninger for at bringe Danmark sikkert videre. Coronavirussen har derfor forandret dansk politik her og nu men så sandelig også på lang sigt.

Annonce