Annonce
forside

Admiralerne på fremmarch

Siden august har Svendborg Admirals holdt til på banerne på Nyborgvej 70. Siden da er medlemstallet mere end fordoblet.

Siden byens amerikanske fodboldklub er flyttet til Nyborgvej, er medlemstallet mere end fordoblet

SVENDBORG: - Set!

Fokuserede øjne kigger koncentreret op og ud gennem gitteret foran på den store, slidte hjelm.

- Hut!

Armene, benene, ryggen, ja sågar nakken - Alle muskler i den massive krop er spændte. Klar til at yde deres maksimale. Det skal dog vides, for at kunne ses, for det foroverbøjede korpus i den vatterede trøje og de stramme bukser står støt som en statue.

- Run!

Armene, benene, ryggen og nakken. I samme sekund forløses de spændte muskler på én gang og skyder kroppen af sted over græsset som et misil.

Svendborg Admirals hedder de, gruppen af drenge, der tre gange om ugen spiller amerikansk fodbold på Nyborgvej.

Her på boldklubben Stjernens gamle baner, har de opholdt sig siden august. Sammen med en fritidsklub overtog admiralerne det store område, efter Stjernen flyttede til Østbyens Stadion.

Og det har givet pote på alle måder, fortæller Jakob B. Andersen, der er formand for den amerikanske fodboldklub.

Annonce
Interessen for sporten er eksploderet siden 2000. Mange taler om Zulu-effekten, der kommer af at TV2 Zulu i 2000 begyndte at transmittere kampe fra den bedste række i USA.

Mere synlighed

- For det første er der mere lys herude fra lamperne over fodboldbanen, og det gør, at vi nu kan træne flere gange om ugen hele året i modsætning til tidligere, hvor vi måtte trappe gevaldigt ned, når dagene blev kortere, siger Jakob, der var med til at starte klubben op i 2000.

Men admiralerne er ikke kun blevet synlige for hinanden på banen. Flytningen har også betydet, at klubben er blevet mere synlig i bybilledet. Især på grund af et kæmpe klubskilt, der hænger på Nyborgvej lige neden for banerne.

En synlighed, der har givet sig udslag i et eksploderende medlemstal.

- Pludselig er vi mere end dobbelt så mange, som vi var i sommer, lyder det fra en glad formand.

Koncentration og taktik er en vigtig del af sporten, der ikke kun handler om at tackle flest mulige.

Spillede i andre farver

Som holdet ser ud lige nu, er der 27 spillende og tre passive medlemmer - I sommer var de 10. Og det var slet ikke nok til at stille et kamphold.

Derfor blev klubbens medlemmer nødt til at spille i Odense Crashers farver, for at spillerne kunne få noget kamptræning.

- Det var sgu ikke tilfredsstillende. Når man ikke kæmper for sit eget holds ære, så bliver man ikke glad på den helt rigtige måde efter en sejr, siger Jakob.

Men fra 2007 står der igen Svendborg Admirals på ryggen af drengene, når sæsonen skydes i gang.

Og der er da også med lutter smil på læberne, at admiralerne denne kølige decemberdag er løbet på banen for at træne sportens karakteristiske afleveringer, skridt og tacklinger.

Især det sidstnævnte er, hvad de fleste nok forbinder med sporten, der for alvor tog sit indtog i Danmark med TV 2 Zulus transmittering af kampene fra USA.

Og selv den mest hårdføre tilskuer kan ikke lade være med at ømme sig, ved synet af mænd i hundredekilosklassen, der med høje kraftråb løber ind i hinanden med det ene mål for øje at vælte modstanderen til jorden.

Det ser voldsomt ud, når mænd i hundredekilosklassen løber ind i hinanden med fuld kraft. Men man skal faktisk frygte de små spillere mere, afslører Jakob Andersen, der er formand for admiralerne.

De små er hårdere

Men det er faktisk ikke så voldsomt, som det ser ud, forsikrer Jakob.

- Rent faktisk frygter jeg de små spillere mest, griner han og uddyber:

- De små er hårdere at løbe ind i end de større gutter, der har lidt mere af det bløde støddæmpende.

Der er plads hos Admirals til, at drengene er større end den gængse sportsudøver.

- Ja, rent faktisk er det en fordel, at man ikke er et lille nips, siger Jakob og fortsætter: Hér er man ikke for tyk til at dyrke sport, men kan nærmest være for tynd, og det tror jeg, at der er mange af spillerne, der er glade for.

Snart er der en ny træner på holdet. Klubben har netop skrevet kontrakt med amerikaneren Mike Sholars, der har erfaringer med træning både i ind- og udland.

Ny amerikansk træner

Ud over de nye baner og ditto medlemmer vil der i det nye år også være et nyt ansigt på trænerbænken.

I forrige uge kunne klubben skrive kontrakt med træneren Mike Sholars.

Han har tidligere spillet i Vejle, og har den seneste tid trænet et hold i den bedste række i Sverige.

Og hvad betyder det for admiralerne? Jakob er ikke i tvivl:

- Nu regner jeg med, at vi vinder det hele - eller rettere: Det skal vi!

På banen lakker træningen mod enden.

- Du har fået rigtig godt styr på det, Henrik, siger træner Jan med venskabeligt klap på skulderen.

Et smil anes i det svedige ansigt bag hjelmen.

- Ja, det har I faktisk allesammen, udbryder træneren. Denne gang lidt højere.

Og Henriks smil breder sig til de andre.

Siden august er medlemstallet i den sydfynske klub vokset fra 10 til 27. Så nu er der spillere nok til at stille med et turneringshold fra 2007.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Lynfrosten giver nye muligheder

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce