Annonce
Sport

AaB hiver pensioneret rekordholder ind i trænerstaben

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Rasmus Würtz skal i den kommende sæson være mental sparringspartner for AaB's superligatrup.

AaB-spilleren Rasmus Würtz spillede i maj sin sidste superligakamp, men også i den kommende sæson får han en rolle omkring førsteholdet i den nordjyske klub.

35-årige Würtz er i gang med en uddannelse inden for ledelse og coaching og skal efter sommerferien agere mental sparringspartner for truppen, skriver AaB i en pressemeddelelse.

- Rasmus' menneskelige kvaliteter kender vi, og så skal han i gang med en uddannelse inden for faget. Oveni kommer hans enorme erfaring og lederegenskaber fra banen naturligvis som et kæmpe plus at have tilknyttet omkring holdet og truppen, siger sportsdirektør Allan Gaarde.

Foreløbig gælder aftalen for den kommende sæson, men det er meningen, den skal forlænges, hvis alt går efter planen.

- Jeg har i et stykke tid været sporet ind på, at den mentale del har en særlig interesse for mig, og jeg har jo selv prøvet på min egen krop, hvor vigtigt det mentale aspekt er for at kunne præstere, siger Rasmus Würtz.

Den hårdføre midtbanespiller har rekorden for flest kampe i Superligaen. 12. maj havde han sin 452. og sidste optræden i den bedste række.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce