Annonce
Assens

91-årige Jens er frivillig: Skubber rundt med beboerne på plejehjem

Jens Henriksen er frivillig skubber på Bofællesskabet Korsvang. Det at være aktiv betyder alt for ham. Foto: Rasmus Vestergaard
Hver tirsdag og fredag er Jens Henriksen frivillig på Bofællesskabet Korsvang. Her er han såkaldt skubber og går tur med de ældre. Det spreder glæde på plejehjemmet og holder Jens igang, og så er alderen ingen hindring for at holde sig aktiv. Han er nemlig 91 år.

Assens: Alder er bare et tal, og selvom dåbsattesten fortæller, at man bliver 92 år i år, skal det ikke være en undskyldning for ikke at være aktiv.

I hvert fald ikke for Jens Henriksen.

To gange om ugen går han de få hundrede meter fra sit hjem til Bofællesskabet Korsvang, hvor han er skubber. Det vil sige, at han går tur med de ældre beboere i deres kørestole.

- Det er en stor glæde for mig at komme her. Og de ældre er jo glade for mig, de er tilfredse, fortæller han.

Hver tirsdag og fredag fra klokken 9-12 går han rundt og henter beboerne og kører dem til formiddagskaffe eller fredagsgudstjeneste. I årets koldeste måneder holder han beboerne indenfor, men når vejret bliver bedre, kommer de ud.

- Fra marts til oktober tager jeg dem med udenfor og går en tur. Der kan være en, der vil i Aldi eller sådan noget. Så går jeg en til to ture per gang. Hvis det bliver en lang tur, kan jeg kun nå at gå med én, siger han.

Annonce
Jens Henriksen er aktiv som de færreste på sin alder. Selvom han er 91 år, skubber han beboerne på Bofællesskabet Korsvang til både formiddagskaffe, gudstjeneste og - når vejret tillader det - en tur ud i den friske luft. Foto: Rasmus Vestergaard

Holder kroppen i gang

For Jens Henriksen handler det i høj grad om den glæde, det giver både ham selv og beboerne, men det betyder også meget, at han kan holde sin krop i gang.

- Jeg er aktiv hele tiden, fortæller han og tilføjer:

- Jeg tager trappen ligeså tit, jeg kan, men det kan jeg selvfølgelig ikke, når jeg har en beboer med i kørestol. Og jeg cykler også fem-seks kilometer om dagen.

Også når han ikke skubber rundt med beboerne på Korsvang, er han en aktiv herre.

Om mandagen spiller han petanque og om torsdagen spiller han bowling. Og så er der onsdag, hvor han spiller kort.

- Det betyder alt for mig at være aktiv, ellers falder jeg bare i søvn.

- Hvad fanden skulle jeg ellers lave. Jeg kan lide at være aktiv, jeg skal holde benene i gang. Når jeg hjælper på Korsvang, giver det selvtilfredshed. Jeg kan godt lide at snakke med de ældre. Det behøver jeg ikke få noget for.

Glæde

Det er ikke kun Jens Henriksen, der er glad for at hjælpe på plejecentret. Både beboere og personale er glade for ham.

- Vi kan virkelig godt lide dig, siger en beboer, da han spørger, hvad de synes om ham.

En anden fortæller, at de elsker ham.

Også Pernille Steen, der er aktivitetsmedarbejder og en af dem, der kender Jens Henriksen bedst, er glad for hans hjælp.

- Jens er en ressource af den anden verden, fortæller hun.

- Og så er han meget ærekær omkring arbejdet.

Når han har samlet alle beboerne, drikker han en kop kaffe, og så skal de jo skubbes tilbage på værelserne igen.

Vorherre bestemmer, hvornår jeg stopper

Jens Henriksen har i det hele taget levet et aktivt liv. Han blev født i Sønderby ved Ebberup, hvor han blandt andet var med til at starte Ebberup Boldklub. Han spillede fodbold i over 50 år og stoppede først, da han blev 70.

Han var landpostbud igennem 40 år, men blev smidt ud, da han fyldte 70, fortæller han. På daværende tidspunkt var han dog med egne ord for ung til at gå på pension, så han fik et job som vicevært og havde det i næsten 10 år.

For tre år siden startede han så - gennem Røde Kors Assens - som skubber på Korsvang.

- Men det bliver også min sidste arbejdsplads, siger han og understreger, at han vil fortsætte så længe, han er i stand til det.

- Vorherre bestemmer, hvornår jeg stopper.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Ny hanløve er ankommet til Odense Zoo

Leder For abonnenter

Overvågning. Et nødvendigt onde

Avisen bragte i går en god nyhed fra Korsløkkeparken, der er et boligområde i Odense på den såkaldte ghettoliste. Efter opsætning af i alt 460 kameraer er området blevet markant fredeligere. Tidligere var Korsløkkeparken plaget af omfattende hashhandel, hærværk og anden kriminalitet, der gjorde bebeboerne utrygge. Men nu kan tillidsfolk for beboerne fortælle, at kameraerne har lagt en dæmper på de urolige elementer, som typisk er helt unge mennesker. De nye kameraer i Korsløkkeparken flugter således fint med regeringens planer om mulighed for mere markant overvågning i det offentlige rum. Dette forslag vil regeringen sandsynligvis komme igennem med, takket være støtte fra de blå partier, og det vil ikke mindst langt størsteparten af beboerne i større almene bebyggelser være glade for. Med god grund. Fredelige borgeres efterspørgsel af en tryg hverdag, hvor man ikke møder hashpushere i nedgangen til kælderen eller skal frygte hærværk mod sin parkerede bil, er forståelig og legitim. Men samtidig må man ikke se bort fra, at mere overvågning også indskrænker den frihed og ret til privatliv, som er grundlæggende for et åbent, demokratisk samfund. Folks behov for tryghed stritter altså imod nogle vigtige værdier, og dermed kan sammenstødet overføres til modsætninger mellem på den ene side almindelige danskere, der tager afsæt i deres hverdag, og på den anden side organisationer, der henviser til undersøgelser og statistikker. Mens hr. og fru menigmand tager overvågningen ret afslappet, er for eksempel Advokatrådet og Det Kriminalpræventive Råd betænkelige. De efterlyser dokumentation for, at øget overvågning gør det nemmere for politiet at opklare alvorlige forbrydelser. Skeptikerne påpeger også, at regeringens lovforslag, om det bliver vedtaget, vil indskrænke borgernes ret til privatliv mere, end man forestiller sig. Det kan meget vel være rigtigt, at kameraovervågning kun har begrænset betydning, når det drejer sig om alvorlig kriminalitet. Men skønt gamle begreber som ro og orden ikke i dag er på mode blandt fagpersoner, har de alligevel fylde i befolkningen. Derfor er øget overvågning et nødvendigt onde. I hvert fald indtil forældre og SSP-folk har lært de unge uromagere reglerne for almindelig god opførsel. Det vil desværre nok tage en rum tid.

Annonce