Annonce
Faaborg-Midtfyn

79-årige Troels Trier triumferede i Korinth: - Næste år vil jeg falde død om på scenen

Hos 79-årige Troels Trier sidder selvironien og samfundssatiren fortsat lige i skabet. Foto: Torsten Cilleborg

Korinth: Hvor hører man relativt kultiverede mennesker sidde en fredag aften og skråle "Hundelort i parken, bæ-o" som kor til en stemme så rusten som en fransk bil med udløbet undervognsgaranti? Jo, det gør man såmænd i en dagligstue på Reventlowsvej i Korinth, når Nancy Bech og Torben Nebrot Jørgensen, indehaverne af Galleri Korinth, har klodset spisebordet op i soveværelset for at give plads til 40 publikummer til en intim-koncert og en omgang storytelling med Troels Trier.

I dag svinger den gamle venstrefløjs-rebel med pensler over naivistiske værker, men multikunstneren har bestemt ikke mistet sin tæft for entertainment, selv om hans karakteristiske flyverhjelm i læder fra de kugleskøre Røde Mor-dage forlængst er lagt i mølpose.

- Jeg behøver vel ikke sige undskyld, hver gang jeg spiller forkert? Det er efterhånden 15 år siden, jeg har optrådt sidst, spøgte han.

Annonce
Masser af minder. Her er det Hjemlig Hygge, den eneste LP Røde Mor ikke udgavet på forlaget Demos, der bliver signeret. Foto: Torsten Cilleborg

Vil ikke begraves med Margrethe

Og det kan såmænd godt være, tangenterne på elpianoet var blevet lidt sværere at ramme, men såvel det skæve grin, som selvironien og samfundssatiren sad som altid lige i skabet, mens Troels Trier lod sit lange liv passere revy.

- Jeg bliver 80 næste år, og har planlagt, at jeg vil falde død om på scenen. Det har jeg sgu aldrig prøvet, betroede han avisen, lige før han mødte sit publikum.

Det må meget gerne vente, for Troels Trier har stadig meget at byde på, demonstrerede han, mens han lod minderne dvæle ved barndommen i Vallekilde, hvor lussingerne hang løst og benzintanken ved Brugsen bare betød, at bilerne fik brændstof til endnu længere indkøbsture, så butikken til sidst måtte lukke.

Trier tog publikum med på sin tidsrejse til kunstakademiet med alle koryfæerne, Per Kirkeby, Bjørn Nørgaard og selveste Prins Henrik.

- Jeg følte jo, jeg kom til at kende ham. Jeg vil kraftedeme heller ikke begraves ved siden af Margrethe. Så skal hun i al fald holde op med at ryge, meddelte han bramfrit.

Showet gik rent ind

Det kreative talent gav ham ingen rigdom og kun i begrænset omfang berømmelse, men skal man tro hans historier, var han firstmover på danske keramiktjillums, før han fik sin politiske vækkelse med Vietnam-bevægelsen, der også vækkede kunstnerkollektivet Røde Mor. Ikke mindst musikalsk opnåede rockcirkusset fin kommerciel succes, men alle pengene gik til aktivistiske formål.

- Vi skulle sgu have beholdt dem selv, men vi var jo så idealistiske, konstaterede han.

Da venstrefløjen "åd sig selv op i munke-diskussioner om hvem der havde den rigtige tro", hoppede Trier af og slog pjalterne sammen med Rebecca Brüel fra Jomfru Ane Teatret, og sammen fik de kæmpesucces, først som bodega-duo, men snart som et af tidens hotteste showbizz-par, der kunne fylde koncerthuse flere aftner i træk, før parret fik nok af turnelivet og med minimalt økonomisk held slog sig på økolandbrug i Kertinge ved Kerteminde, hvor Troels Trier stadig har sit atelier.

Man kan sikkert godt diskutere, hvor vidt sange som "Ta' på landet (jeg er på rekreation)", "Smæk", "Grillbaren", "Bøf med Løg" og "Sutsko og Årgangsvin" holder endnu, og hvorvidt de holder til en 79-årig skælm med et elpiano, men så er det vist ikke på Galleri Korinth, man skal starte diskussionen. Her gik one man-showet rent ind.

På Galleri Korinth man kan i øvrigt se en udstilling med Troels Triers værker weekenden over.

Troels Trier havde masser af overskud til at give publikum personlige oplevelser med hjem. Foto: Torsten Cilleborg
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce