Annonce
Kerteminde

79-årig undrer sig: Er hjemmeplejen overhovedet til for borgernes skyld?

79-årige Edith Rasmussen faldt i juli ned af denne havetrappe og brækkede anklen. For første gang nogensinde skulle hun have hjemmehjælp. Noget af en kamp, fortæller hun i dag. Foto: Helle Kryger

Edith Rasmussen er rask og rørig, arbejder to gange om ugen og passer selv hus og have. Da hun i juli brækkede anklen, kom hun i kontakt med hjemmeplejen for første gang. En chokerende oplevelse, fortæller hun.

Annonce

Langeskov: Edith Rasmussen har altid været en kvinde med fart på. Gymnastikken har hun dyrket, siden hun var ni år gammel. I dag er der kommet folkedans til. Hun arbejder stadig to gange om ugen som zoneterapeut på Abildgårdskolen i Odense, og det store hus og haven med udsigt over naturen ved Søbrinken i Langeskov har hun selv passet, siden "den forbandede kræft" tog hendes mand for 19 år siden.

En aften i juli var tempoet dog alligevel højere, end benene kunne følge med til.

- Jeg skulle bare lige ned og låse havepavillonen af for natten, da jeg snubler ned af trinene og styrer direkte med hovedet ned mod fliserne. Det går så ufatteligt hurtigt, men jeg når alligevel at tænke, at det her går da helt galt, hvis ikke jeg tager af for faldet med mit højre ben. Jeg lander på græsplænen, og det viser sig, at jeg har brækket anklen to steder. Men hellere det end hovedet, fortæller Edith Rasmussen.

- Det undrer mig med den smule hjælp, jeg havde brug for, at der skulle være så meget bøvl. Det har været noget af en kamp. Nu er det jo bare mig, der kæfter op, men hvad med alle de andre, der er for svage til at råbe op, og som er meget mere afhængige af hjælp. Det er som om, det ikke er borgerens ve og vel, det drejer sig om, men det handler om at beskytte systemet.

Edith Rasmussen, Langeskov
Hun skulle bare lige ned og låse af i havehuset en aften i juli, da Edith Rasmussen faldt ned af sin havetrappe og brækkede anklen. Foto: Helle Kryger.
Annonce

Et nej-regime

Hun er egentlig ikke noget brokhoved. Lever livet i et positivt lys og foretrækker at klare sig selv efter bedste evne. Men nu indrømmer hun gerne, at seks ugers oplevelser med hjemmeplejen i Kerteminde Kommune efter operationen har forvandlet hende til lidt af en rappenskralde.

- Jeg ønsker at råbe op på vegne af alle dem, der ikke kan. For man bliver ærlig talt i tvivl, om hjemmeplejen overhovedet er til for borgernes skyld.

Allerede da hun bliver udskrevet fra sygehuset går tingene skævt:

- Jeg kommer hjem søndag aften klokken 17 og sidder i min lænestol i stuen, da hjemmehjælperen ankommer. Jeg beder hende om at tage rugbrød og pålæg ud af køleskabet og smøre mig noget mad. "Det må jeg ikke," lyder svaret, og først da jeg bliver rigtig vred, går hun alligevel med til at ordne det for mig.

De næste mange uger med hjemmeplejen viser sig at være et nej-regime, hvor Edith Rasmussen får afslag på en lang række forespørgsler. Det går også op for hende, hvor rigidt systemet er skruet sammen:

- Morgenplejen kom nærmest konsekvent klokken 9.30 om formiddagen. For at hjælpe med morgenmad og tøj. Men der har jeg jo været vågen siden klokken 7. Så er man meget sulten klokken 9.30. Til gengæld kom den varme mad til middag allerede klokken 11. Der er man jo ikke sulten endnu, når man lige har fået morgenmad.

Annonce

Morgenhjælpen kom ikke

Reste-mad afviste hjemmehjælpen også at varme op.

- Jeg kunne sjældent spise det hele, så vi endte med, at de hver anden dag tog en gryde ud af køleskabet, satte den på komfuret, hvorefter jeg måtte humpe hen på ét ben og gangstativ og tænde komfuret, og de serverede den for mig, når jeg havde varmet den op.

Det beskidte service måtte stå i flere timer, til eftermiddags-hjælpen kom forbi.

- Og så i den varme - med alle de fluer.

En morgen kom der slet ingen morgen-hjælp:

- Jeg sad i min stol i stuen og kunne høre, at der var én, der rodede med låsen. Det lykkedes dem åbenbart ikke at låse op, for der kom aldrig nogen ind i huset, og jeg hørte intet, før de kom igen til middag. Det synes jeg faktisk er rimelig grotesk. Jeg tænkte, det kan da heller ikke være rigtigt, at de ikke kan finde ud af noget som helst. Jeg kunne have ligget herinde og være faldet.

Edith Rasmussen understreger, at der også var mange søde og hjælpsomme hjemmehjælpere, men:

- Det undrer mig med den smule hjælp, jeg havde brug for, at der skulle være så meget bøvl. Det har været noget af en kamp. Nu er det jo bare mig, der kæfter op, men hvad med alle de andre, der er for svage til at råbe op, og som er meget mere afhængige af hjælp. Det er som om, det ikke er borgerens ve og vel, det drejer sig om, men det handler om at beskytte systemet.

Den 4. september påbegyndte hun genoptræning på Birkelund Plejecenter i Langeskov. En stor fornøjelse, fortæller hun.

- Det kører bare helt perfekt og er meget effektivt.

Og snart kan hun igen være med på gulvet til både gymnastik og folkedans.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Påvirket fynbo fik taget bilen

Annonce