Annonce
Kerteminde

77-årig nægtet ture i kørestol: Hjemmeplejen gør, hvad de kan eller er 'tudeprinsesser' - Læserne er delte

Bessi Vett ville have brugt sit klippekort til køreture i byen. Foto: Helle Nordström
Bessi Vett fra Møllevænget har fået nej til at blive skubbet rundt i sin kørestol i byen. Det er noget, læserne har delte meninger om. Læs et udpluk af kommentarer fra Facebook her.

77-årige Bessi Vett har fået nej til at blive skubbet rundt i byen i sin kørestol. Hendes veninde har fået ja.

Bessi skal have en motor på sin kørestol for, at hjemmeplejen vil skubbe. Men det kan hun ikke få, for så er motoren i vejen, når de skal op og ned ad kantstene. Hun kan heller ikke benytte Flextrafik, hvis der kommer motor på.

Det er noget, der er delte meninger om blandt folk på Facebook. Læserne siger:

Conny Holm Nielsen: De burde sku skamme sig. Det kan jo ikke passe, at nogen kan blive kørt rundt, og andre ikke kan. De kørestole i dag er nemme at skubbe rundt. Kerteminde Hjemmepleje, nu må I komme ind i kampen.

Birthe Prüsse Nielsen: Man skal jo lige tage højde for, at der så ikke kun er en kørestol, der skal skubbes, men det kan blive mange, og personalet skal jo gerne holde mange år. Der er ingen, der takker dem, når de bliver uarbejdsdygtige med dårlig ryg. Jeg får for tiden hjælp fra hjemmeplejen i Kerteminde og er meget tilfreds.

Hans Larsen: Må da bare håbe, at man ikke ender sine dage i sådan en …!!!

Marie Jensen: Sandheden er, at hjemmehjælpere i dag er nogle tudeprinsesser. De uddannes ofte alt for unge og uden nogen som helst erfaring. Det eneste, der står klart for dem, er, hvad der kommer ind på bankkontoen hver måned. Hjemmehjælp med hjertet er ved at uddø.

Karin Nicolaisen: Marie Jensen, det er altså ikke helt rigtigt. Min mor modtager hjælp det meste af døgnet. Jeg må sige, at her foregår det i høj grad med hjertet. Tror også, at vi skal huske, at den enkelte hjemmehjælper skal holde til et helt arbejdsliv. Så det er jo ikke den enkelte kørestol, men mængden af skub og løft.

Conny Martinussen: Det er lige før, at man håber at komme herfra før, man får brug for hjemmeplejen.

Helle Martinsen: Hvor er jeg træt af, at læse at hjemmeplejen i Kerteminde ikke kan en skid og ikke laver en skid. Vi knokler røven ud af bukserne hver eneste dag. Vi er tit de første, der reagerer, når en borger bliver syg. Tit dem, der er der og holder i hånden ved det sidste åndedrag, fordi ingen andre har tid. Vi opsporer sygdom, ordner stomikateter, renser, tilser og så videre. Vi bader, vasker og gør rent hos dem, der ikke kan. Hjertet på det rette sted? De borgere, jeg kommer hos, er i hvert fald af en anden mening, end den I siger her. Følg mig en dag, og I vil ikke kunne holde trit. Jeg er hjemmehjælper, og jeg gør det fandeme godt. Mine borgere er i centrum for mig hver dag. Elsker det job, I sviner til.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce