Annonce
Fødselsdag

70 år: Skjald for ludere og drukmåse

Musikeren Tom Waits fylder lørdag den 7. december 70 år. Foto: Brian Snyder/Reuters
Tom Waits er musikeren og sangeren med den ru rockstemme og det dystre tekstunivers. Lørdag den 7. december fylder han 70 år.

Med sin skærende røst og en blød hat med skygge springer han i øjnene blandt amerikanske rockmusikere.

Hans debutalbum fra 1973 hed "Closing Time", men selv om Tom Waits 7. december fylder 70 år, er det endnu ikke tid til at lukke og slukke for den californiske multikunstner.

Waits kendes først og fremmest for sin særlige skurrende stemmeføring og så for et tekstunivers, der i høj grad fokuserer på skæbner fra underverdenen. Han synger om alt fra luderen til drukkenbolten og den slidte servitrice, der hælder kaffe op på dineren fra daggry til skumring.

Med sit seneste album "Bad as Me" tilbage fra 2011 er det ved at være noget tid siden, at Waits-fans har fået toner fra Tom. Til gengæld er den aldrende kunstner fortsat aktiv inden for filmverdenen, hvor han sideløbende med sine meritter i musikbranchen har plejet en solid karriere som birolleindehaver på det store lærred.

Således havde han så sent som i år en mindre rolle i horrorkomedien "The Dead Don't Die".

Tom Waits blev født i 1949 i Pomona i Californien som søn af to skolelærere. Moren havde norske aner, mens farens rødder var skotsk-irske.

Sit musiske talent udviklede Waits fra teenageårene, hvor han blandt andet begyndte at spille på klubben The Troubadour i Los Angeles.

Her arbejdede han oprindeligt med sange i den jazzede ende af skalaen, men fra starten af 1980'erne skiftede han stil og kastede sig over den mere rockede lyd, der har skaffet ham fans over hele verden. /ritzau

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Børnevelfærd. 365 dages øjenåbner

Synspunkt: Jeg har set et andet Odense de sidste 365 dage. Var jeg blevet spurgt i januar sidste år, om jeg kendte Odense, så havde jeg nok svaret: Ja. Jeg havde nok ikke svaret, at jeg vidste alt om den, men jeg havde sagt, at jeg havde et ret godt indblik i vores kommune. Efter at have boet og arbejdet i byen i mange år, følte jeg, at jeg kendte min by – i hvert fald nogenlunde godt. At jeg så alligevel kan starte første sætning med, at jeg har lært et nyt Odense at kende, så er det fordi, at jeg i disse dage har været formand i Red Barnet Odense i netop 365 dage. Jeg vidste godt, at der var børn, som ikke havde så meget som andre. Jeg vidste godt, at alle børn ikke er så privilegerede, som f.eks. de børn, som jeg er i familie med. Jeg havde set børnehjemmene her i byen, og mødt nogle af deres børn. Jeg må alligevel sige, at jeg vidste ingenting om den del af virkeligheden – den virkelig, som også er en stor del af vores by. Og af din og min hverdag. Var du klar over – og her er det ingen skam at sige nej, da jeg heller ikke vidste det før, at der er børn i f.eks. Bolbro, som i en evaluering efter at have været på sommerlejr med Red Barnet skriver, at de er glade for, at de have fået mad i fem dage – og smagt mad, som også smagte af noget? Eller at de skriver, at de er så glade for, at der faktisk er voksne, som har tid til dem? En anden oplevelse, som gik i hjertet på mig, var i sommers, da jeg spiste madpakker med nogle af vores børn. Én havde fødselsdag i den kommende uge, og hun ønskede sig sådan, at hun også kunne invitere sine kammerater fra 6. klasse hjem – hun ville jo bare så gerne gøre, som de andre piger i klassen. Det kunne hun ikke. Eller da jeg hørte historien, om vi ikke laver så mange aktiviteter udenfor i vinterhalvåret, da vores børn ikke altid har vanter og huer. Det går da lige i hjertet – i hvert fald på mig. Jeg glemmer heller ikke, da jeg hørte historien fra en frivillig om, at de havde været ved Stige Ø. Her havde nogle børn set vand for første gang, og fundet muslinger. Da en frivillig så havde fortalt dem, at der havde levet et dyr i de skaller, så var børnene sikre på, at det var en joke. I efteråret mødte jeg også en kvinde, hvis barn var med i et af vores projekter. Vi faldt i snak, og det viste sig hurtigt, at vi faktisk var samme generation. Hun fik en datter, som 20-årig. Hendes udfordringer med at skrive og læse gjorde, at hun aldrig havde fået gennemført folkeskolen. Hendes mor havde den samme historie, og nu håber hun jo bare, at hendes datter ikke også gentager mønsteret. Det møde gav mig indblik i, hvor kæmpe forskelle der er for et barns opvækst, i forhold til hvor de bliver født. Forskellen mellem hende og mig blev jo allerede grundlagt i 1987, hvor mine forældre begge havde uddannelser og masser af hjælp til lektier, når jeg havde brug for det. Den mulighed havde hun ikke – hendes mor kunne heller ikke læse eller skrive. Jeg var så heldig at blive født på den side af hækken. Så tak for det. Heldigvis er der masser af mennesker, som hjælper nogle af vores bys mest udsatte børn. Næsten 200 frivillige, og masser af opbakning fra erhvervslivet og kommunen. Uden jer var det ikke muligt. Så jeg er helt sikker på, at vi får givet de her børn nogle gode timer sammen med frivillige mennesker, som bare gerne vil dem. Jeg ved i hvert fald, at jeg det sidste år har fået meget større perspektiv på mit liv og på vores by. Det er jeg så glad for.

Kerteminde

Fynsk golfklub udvider banen

Annonce