Annonce
Jobmesse

3F til virksomhederne: Vi er klar til at hjælpe jer

Der er ikke noget, vi hellere vil, end at hjælpe arbejdsgivere med deres rekrutteringsproblemer. Det eneste, det kræver, er, at de henvender sig hos os. I fællesskab kan vi nemlig klare langt de fleste udfordringer.
Det er ingen hemmelighed, at der er mange ting, fagbevægelsen og arbejdsgiverne er uenige om. Én ting bør dog ikke give anledning til de store diskussioner: At vi har en fælles interesse i at matche virksomheder, der mangler arbejdskraft, med ledige, der mangler arbejde. De seneste år har beskæftigelsesdebatten i høj grad handlet om virksomhedernes mangel på arbejdskraft. Men det er et problem, der bliver pustet op af forskellige arbejdsgiverorganisationer i en iver efter bedre muligheder for at kunne rekruttere billig udenlandsk arbejdskraft. Så lad os nu lige få én ting på det rene: Der er altså stadig masser af ledige i Danmark. På Fyn har vi for eksempel 1.200 ledige 3F’ere. Dem vil vi gerne hjælpe i job. Men for at finde ud af, hvor jobmulighederne er, vil jeg gerne opfordre de virksomheder, der oplever rekrutteringsproblemer, til at tage fat i 3F. I lyset af vores fælles interesse i netop denne indsats er det vigtigt at understrege, at samarbejde og dialog er vejen frem. Vi har talrige eksempler på velfungerende samarbejder mellem virksomheder og 3F-lokalafdelinger. Men nogle steder i landet halter det, og det skal vi have lavet om på. Og det er her, jeg gerne vil understrege over for virksomhederne, at vi i 3F står klar til at hjælpe, og at vores medlemmer gør det samme. Lad os for pokker hjælpe hinanden dér, hvor det giver mening. Og lad en konstruktiv dialog vise vejen. For skulle det ske, at vi ikke har en ledig 3F’er med den rette uddannelse eller de rette kompetencer, så vejleder vi også gerne om mulighederne for opkvalificering. Det har vi gjort med stor succes før, og det gør vi gladeligt igen. Men det kræver, at virksomhederne kommer til os, så vi kan få gang i den nødvendige dialog. Det vil komme virksomhederne selv til gode; det kommer vores medlemmer til gode; det kommer hele det danske samfund til gode.
Annonce
Forbundssekretær Søren Heisel, 3F.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Leder: Har vi et ansvar overfor den dræbte kvindes døtre?

Der er nogle ting, der er så barske, at du ikke kan læse om dem i avisen. Billederne af en ung syrisk kvinde fra Langeskov og hendes ni-årige søn, der blev dræbt og efterladt i en skov i Syrien. Dem kan du ikke se i Fyens Stiftstidende. Vi fortæller heller ikke, hvordan det præcist foregik, da deres liv endte i et middelalderligt ritual angiveligt udført af deres egen mand og far. Det er så forsimplet, uhyggeligt og afstumpet, at det ikke er til at forstå. Hvis du har lyst til at læse og se, hvad der skete natten til en søndag i februar i det nordlige Syrien tæt på grænsen til Tyrkiet, så kan du finde det i andre danske medier. Men vi bliver nødt til at tage en snak om, hvorfor en flygtningefamilie fra Langeskov vælger at rejse tilbage til det land, der er flygtet fra. Hvorefter familiens overhoved efter beskrivelser fra lokale medier og bekendte vælger at begå et sharia-inspireret mord på sin kone og søn. Den unge kvinde, der kom til Danmark for fire år siden, var efter alle beskrivelser særdeles velintegreret. Hun har taget kørekort og var netop ved at afslutte en uddannelse som frisør. Hendes ældste barn gik i 1. kasse i en dansk skole og havde danske venner. Paradoksalt nok var det netop derfor, kvinden endte med at dø, ifølge hendes venner i Danmark. Hun var blevet for dansk til sin ægtemand, der er gammel nok til at være hendes far. Rejsen til Syrien er efter alt at dømme sket i hemmelighed. Blev kvinden presset til at tage af sted? Har hun vidst, der var fare på færde? Det er ikke sikkert, vi nogen sinde får svar på de spørgsmål. Hendes mand meldte sig efter drabene til de lokale myndigheder, og lad os da håbe, de beholder ham et godt stykke tid, så han ikke kommer til Danmark igen. Lige nu og her er det mest presserende spørgsmål, hvad der skal ske med kvindens to yngste børn. To piger, der begge er født i Danmark, og som nu opholder sig hos familie i Syrien. Har vi i Danmark et ansvar over for dem? Eller skal vi lade dem sejle deres egen sø, og så må de klare sig, som de kan hos familien i Syrien?

Annonce