Annonce
Underholdning

2000 romansider kogt ned til seks timers teater: Min geniale veninde har Danmarkspremiere i Odense

“Min geniale veninde” er fortællingen om to pigers livslange venskab, men det er også historien om et ektremt fattig og voldeligt miljø. Foto: Emilia Therese, Odense Teater
Elena Ferrantes populære Napoli-romaner er blevet til skuespillet "Min geniale veninde", der har Danmarkspremiere i Odense.

Scene: Sig navnet Elena Ferrante. Eller nævn Lila og Lenú. Og tusindvis af danskere ved, hvad du taler om. For det var en læselavine, der bragede løs, da de fire Napoli-romaner udkom på dansk i midt-2010’erne. I bøgerne følger man de to italienske pigers liv og venskab fra barndommen i 1950’erne over ungdom til voksenliv og alderdom. Fra småpigernes første møde og til de som gamle kvinder bryder med hinanden.

Den britiske dramatiker April de Angelis, der har sicilianske rødder, har forvandlet Ferrantes 2000 sider litteratur til skuespillet "Min geniale veninde", som har premiere 11. maj i Teatersalen i Odeon. Opgaven med at levendegøre den vidtforgrenede handling er instruktøren Madeleine Rønn Juls. Som hun ser det, bliver skildringen af et stormombrust, nært og smukt, men også jalousibehæftet, konfliktfyldt og kompliceret venskab sat i relief af kvindefrigørelse og skiftende politiske strømninger: - "Min geniale veninde" er en kvindekrønike og en refleksion over en tid, som er forbundet med en vis melankoli. I seks timer lever publikum med i Lila og Lenús håb og kampe. Tiden - altså spilletiden - er en vigtig faktor, for den giver os lov til at dvæle ved venindernes udvikling. Når Lila og Lenús sammenfiltrede livshistorier er så hjerteskærende, er det, fordi de udspiller sig i et ufatteligt råt og ekstremt voldeligt, kriminelt miljø, forklarer Madeleine Rønn Jul.

Annonce
Når Lila og Lenús sammenfiltrede livshistorier er så hjerteskærende, er det, fordi de udspiller sig i et ufatteligt råt og ekstremt voldeligt, kriminelt miljø.

Madeleine Rønn Jul, instruktør

Vi gjorde det-følelse

Det lange format er ikke nyt for Madeleine Rønn Jul, som tidligere har instrueret bl.a. Lars Noréns seks timer lange "Personkreds 3" og "Thebens syv porte", der var en fem timers sammenskrivning af de græske tragedier "Ødipus", "Fønikerinderne" og "Antigone": - Den kolossale stofmængde og de mange timer gør, at skuespillere og tilskuere bliver del af et fællesskab. Som tilskuer flytter man ind i rummet, og når forestillingen slutter, breder der sig en euforisk "vi gjorde det"-følelse, som alle deler. Det er enestående.

Venskab er rygraden

Publikum sidder på to sider af scenen, og en del af handlingen foregår på svalegangen, der er bygget rundt om scenen: - En forestilling, der varer seks timer, ville ikke fungere i et gammeldags kukkasseteater. Ved at etablere et univers, der omslutter tilskuerne, forstærker vi illusionen, så de både føler sig omfavnet af handlingen og som en del af den.

Instruktøren understreger, at det ikke har været afgørende at finde kaffekopper eller gulvtæppe i periodekorrekt 1950’er-design. Når Lila, Lenú og vennen Nino hopper ned i et hul i scenegulvet og lader, som om de svømmer, véd alle, at de er ved stranden: - Enkelheden klæder teksten og giver handlingen plads til at folde sig ud.

Rygraden i skuespillet er venskabets op- og nedture og skildringen af magtfordelingen, der skifter som et pendul. Lenú fortæller historien, da hun er godt oppe i 60’erne. Hun er en anerkendt forfatter, der kæmper med en skriveblokering og bevidstheden om, at ingen læser hendes bøger længere. Da Lilas voksne søn ringer og fortæller, at hans mor er forsvundet, sætter Lenú sig for at skrive veninden tilbage til livet. I løbet af den proces får Lenú også skrevet sig selv frem igen.

Maraton eller delt i to

Skuespillet "Min geniale veninde" bygger på Elena Ferrantes fire Napoli-romaner og er dramatiseret af April de Angelis.
"Min geniale veninde" og "Historien om et nyt navn" udgør første del. "Den der flygter og den der bliver" og "Det forsvundne barn" udgør anden del.

"Min geniale veninde" har Danmarkspremiere i Teatersalen i Odeon lørdag 11. maj.
Forestillingen kan enten ses som en seks timers maratonforestilling eller fordelt over to aftner.
Se spilledatoer og -tidspunkter på www.odenseteater.dk

Humanistisk budskab

"Min geniale veninde" er historien om to piger, der indgår en pagt om at hjælpe hinanden væk fra slummen, og det lykkes - til dels.

- Det er også en grum historie om fattigdom, der avler psykisk og fysisk vold i et omfang, vi heldigvis endnu har til gode at opleve i Danmark, siger Madeleine Rønn Jul og fortsætter:

- Stykket har et stærkt humanistisk budskab. Det er en voldelig, rå og meget kærlig skildring af, hvad et menneske egentlig er. En overvejelse over hvad det vil sige at leve et helt liv. Lila og Lenú lever i omvæltningernes tid, hvor patriarker falder, kvindefrigørelsen tager fart, autoriteter bliver forkastet, og it-alderens ettaller og nuller gør det svært at finde ud af, hvor mennesket har sin plads.

Alle, der har læst Napoli-romanerne, har deres egen opfattelse af, hvordan personerne ser ud, og mange har yndlingsscener, som de vil undre sig over, ikke er med i skuespillet. Dén risiko løber Madeleine Rønn Jul gerne: - Teater har en særlig magi og en evne til ikke at være smooth og lækkert, men at flå i folks følelser. Forhåbentlig kan den magi fjerne fokus fra læseoplevelsen og skabe et selvstændigt univers, som publikum vil forelske sig i.

Scenen, hvor Lenú (Sarah K. Boberg, t.v.) og Lila (Malene Melsen) bader med vennen Nino (Thomas Bang), viser forestillingens bevidst skrabede scenografi. Foto: Emilia Therese, Odense Teater
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark For abonnenter

Skandalelæge sagde det var mavesyre: 11 dage senere fødte Kristine sin døde søn

Læserbrev

Sammenlægning. 700 udsatte børn på én skole?

Synspunkt: Kære Susanne, det er ikke børnenes tarv at sammenlægge Vollsmose-skolerne. Hvordan skulle det gavne det enkelte barn i Vollsmose at samle over 700 udsatte børn på én skole? I mange år har politikerne i Odense snakket om, at vi skal have flere blandede skoler i Odense. Derfor er det meget svært at forstå, at de nu vil skabe en stor skole og samle alle børnene i Vollsmose på Abildgaardskolen. Det er hverken fagligt forsvarligt eller integrationsfremmende. Derudover er det svært at forstå, hvorfor politikerne ikke kan vente med at sammenlægge skolerne, indtil ombygningen er overstået, for at undgå at børnene bliver udsat for flere skoleskift og stress. I perioden, hvor ombygningen står på og nogle af familierne skal flyttes væk fra området og andre flytter ind, har børnene brug for ro omkring deres skolegang. De har brug for deres vante omgivelser, tryghed og deres lærere, som de har kendt i mange år. Politikernes argumentation om, at der bliver færre børn i området, holder ikke i vand. Der skal opføres nye boliger i området, når nogle af de nuværende boliger blev revet ned, hvilket betyder at der flytter nye familier og deres børn til området. Hvor skal de nye børn i området så gå i skole? Derudover er der omkring 1500 mennesker, som flytter til Odense hvert år. I det hele taget bliver der flere børn og ældre i Odense i fremtiden. Derfor er det en omgang tom snak at påstå, at sammenlægningen skyldes faldende børnetal i området. Dertil savner jeg, at I politikere svarer på, hvor tanken om at skabe flere blandede skoler i Odense er blevet af? Og hvorfor skulle de nye tilflyttere i Vollsmose vælge en skole med over 700 tosprogede børn? Der er overhovedet ikke noget sammenhæng mellem det, I politikere siger, og det I gør. Der er ingen, der siger, at vi skal have to skoler i området, hvis der ikke er behov for det i fremtiden. Det giver bare ikke mening at samle alle områdets børn på en skole midt i en periode, hvor der foregår ombygning og renovering i området. Jeg håber inderligt, at I politikere tænker jer om og ikke svigter de mest udsatte børn i vores by. I det mindste fortjener børnene ro omkring deres skolegang, indtil ombygningen er færdig. Vollsmose-børns faglige udvikling, tryghed og trivsel er mindst lige så vigtig, som det er tilfældet for resten af byens skolebørn. Hvorfor skal byens måske mest udsatte børn stilles ringere end andre børn?

Annonce