Annonce
Assens

20-årig skriver personlig dagbog: Lad den sprudlende studentertid komme og sprede sit tryllestøv

Alberte Bøgelund er 20 år og elev på Vestfyns Gymnasium. Hun skriver dagbog om sin første uge tilbage på skolebænken efter en lang periode med nedlukning. Privatfoto.
20-årige Alberte Bøgelund, elev på Vestfyns Gymnasium i Glamsbjerg, startede mandag i skole igen efter en periode med lukning. Det har hun skrevet dagbog om til Fyens Stiftstidende. Læs hendes tanker og overvejelser fra søndag 19. til torsdag 23. april. Alberte går i 3.g, bor i Tommerup og har søgt ind på litteraturvidenskab på Syddansk Universitet.

Søndag

Du kære dagbog.

Mit sind er i syv, og følelser af alle slags fylder min krop. Helt og aldeles splittet er jeg. Hvordan mon dagen i morgen vil blive? Vil min mandag være båret af gensynets glæde, eller vil uro, frygt og restriktive retningslinjer overskygge?

Jeg håber naturligvis på det første, men for søren, det er svært. Jeg mener: Tiden er anderledes end nogensinde før.

Det har den været i adskillige uger. Rutiner er vendt på hovedet, og ”plejer” er fortid.

Intet er som før, og intet vil blive som før, og særlig svær er den tanke, når den hellige studentertid står for døren. Der er ganske meget på spil. Og hvem, der dog blot kunne besvare alle de uopklarede spørgsmål, der fylder i en kommende students tankeunivers.

Hvordan bliver en studentertid med to meters afstand, håndsprit og sterile overflader? Hvordan mon en lastbilkørsel kan gennemføres, og hvordan, helt konkret, vil vi modtage lykønskninger fra vores kære, når ikke knus og kram er velset?

Svaret eksisterer ikke. Skolestart i morgen vækker et virvar af følelser, men jeg forsøger mig med en fortælling om, at projekt ”vend tilbage til hverdagen” vil blive en succes. Bag optimismen titter en tvivl dog frem. Mon jeg har glemt, hvad hverdag er, og hvad det vil sige at smile og grine til et andet menneske?

Hvad med lærerne? Føler og mærker de også i øst og i vest? Spørgsmålene er mange og opstår i flæng, for uro og nervøsitet er her, om så jeg vil det eller ej.

Som stod jeg overfor en helt spæd skolestart. Midt i alt det, finder jeg en spirende optimisme, for det her skal gå godt, og det vil gå godt. Mandag, kom hid, du kære. Bring mig en hverdag så fin, og lad så den sprudlende studentertid komme og sprede sit tryllestøv.

Annonce
Glade ansigter i klassen, trods særlige omstændigheder såsom flere meters afstand mellem bordene, håndsprit i rå mængder og selvstændigt skolearbejde. Privatfoto.

Mandag

Kære dagbog.

Træt, træt, træt. Med træt på. For hold nu fast en dag. Alt var forandret, alle regler kastet op i luften og skabt på ny. En mandag forskellig fra enhver anden mandag i mit liv.

Da jeg trillede til skole i det skønne forårsvejr i morges, kredsede mine tanker omkring, hvordan det dog ville blive at samles i så stor en flok igen.

Den seneste tid har vi hørt på mediernes alvorlige toner. ”Hold afstand, vær forsigtig i din færd. Forsaml ikke mange personer.”

At skulle tilbage til skolebænken betød et brud med de tanker, jeg netop havde fundet ro og vane i. Ganske grænseoverskridende.

Tilbage skulle vi dog, og godt for det. Humøret i klassen var højt, men en vis anspændthed spillede dog også stemningen et puds. God afstand mellem alt og alle, mens en stakkels lærer susede fra ét lokale til et andet med sveden piblende på panden.

Madpakker i det fri og en høj grad af selvstændigt arbejde. Med afstand, naturligvis. Det føltes specielt, for på én måde var smilene mange, og optimismen for vores kommende studentertid sprudlende, men samtidigt tikkede usikkerheden og alvorens bombe.

Heldigvis stod håbet dog klarest, for tænk sig, at vi elever nu får lov til at føle en forbundethed igen, efter al den tid. Igen at modtage ægte undervisning og igen at se smil på en hårdtkæmpende lærers læbe, var befriende.

Hele dagen har jeg suget energi til mig, og sikken rar følelse ovenpå en ambivalent mandag.

Tirsdag

Du lille dagbog.

Endnu en dag, endnu et forsøg på at vende tilbage. Vi er endnu ikke i mål, det kræver mere. Blot tiden kan gøre, at hverdagen igen vil føles tryg og fin, og før skepsis og uro slipper helt. Humøret til gengæld, er allerede på vej i en herlig retning.

Næsten som før, kaos og virus tog over. Skoledagen i dag var på mange måder en kopi af gårsdagen, mandag. Knastørre, afsprittede hænder og en skarp duft af sprit og renlighed.

En venlig rengøringsdame tilbød sågar at rengøre bordet, vi sad ved i vores meget organiserede frokostpause. Venligt og helt i overensstemmelse med det otte siders lange regelsæt, jeg nu i øvrigt kan gengive i søvne.

Tak for det, du kære rengøring. Vi gør det her sammen, og det i sig selv er da smukt. Det er trods alt de små ting, der tæller i en besynderlig tid.

Projektarbejde i tomme omgivelser, med sterile borde og særlig stemning. Heldigvis opvejet af glæden ved langt om længe at dyrke det sociale fællesskab igen. Privatfoto.

Onsdag

Til min dagbog.

Mon onsdag er håbets dag? I alle tilfælde føles det sådan. En dag med boblende fornemmelser i maven, for tiden er nu. Vi er her. Alle handler efter bedste evne, og det rører mig.

Jeg føler mig båret af lærere, ledelse og regering. De kæmper en brav kamp for, at vi alle vil komme så skånsomt som muligt ud på den anden side af krisen.

De sørger for, at vi elever vil få et forår og en sommer så fin. Trods alvorens virkelighed vil den magiske studentertid forhåbentligt blive husket for at give vi studenter et solidt fundament og et kærligt ønske om en lys fremtid.

Javist har skyerne tynget verdens befolkning og skygget for solens smilende ansigt, men håbet er trods alt at skue i horisonten.

Solens stråler begynder så småt at lune vores kroppe, og det er værd at være taknemmelig for.

Fremmøde i skole er naturligvis på andre præmisser end før coronakrisen. En skarp instruks i 3.g-klassernes fordeling på skolens wc’er ses her sort på hvidt på toiletdøren. Alt sammen i forsøget på at undgå smittespredning.

Torsdag

Min dagbog, min hjerne.

Jeg trækker vejret igen. Sådan da. For i morges fik vi beskeden om, at nu er det vidst, hvornår sidste undervisningsdato er. Nedtællingen kan for alvor begynde, og det i sig selv er opløftende. Dagen i dag gled lettere, blot fordi jeg nu har noget konkret at forholde mig til: En dato.

Et skridt tættere på at kunne aflive tvivlen om fremtiden. I morgen er det fredag og fridag. Skoleskemaet er tomt og weekenden begyndt. Udenfor titter solen frem og spreder sine stråler over det ganske land. Fuglene kvidrer, de kvidrer for os.

Idrætsundervisning i forklædning og igen med selvstændigt projektorienteret arbejde. Dog heldigvis med smil og grin, trods situationens alvor. Privatfoto.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Æggekagen vender tilbage: Tidligere medarbejdere går sammen og genrejser Carlslund efter corona-konkurs

Annonce