Annonce
Læserbrev

19. september '44: Dramatisk dag og aften for mine forældre

Synspunkt: Som det fremgår af en glimrende artikel i søndagens avis, blev 19. september 1944 en meget dramatisk dag som følge af tyskernes overfald på det danske politi sidst på formiddagen.

For mine forældre blev det en meget dramatisk aften. De boede i Lunden 13, mellem Åsum og Bullerup. Da mørket var faldet på, bankede det pludseligt på deres køkkenvindue. De skyndte sig derud, og der stod en mand udenfor og lyste sig i ansigtet med en lommelygte, så de kunne se, hvem han var.

Det var en god bekendt: slagtermester Madsen fra Sct. Jørgensgade. De havde et godt samarbejde med ham, blandt andet med trykning og fordeling af illegale blade. I det samarbejde indgik også tre boghandlere: Viggo Madsen og Schüler i Nørregade og Haddung på Skibhusvej. En sjov logik, at netop tre boghandlere var med til at bekæmpe besættelsesmagten med det skrevne ord.

Slagtermesteren blev omgående lukket ind og spurgte straks: "Kan I have en boende?" Naturligvis, svarede mine forældre, hvorefter Madsen vendte sig om og råbte: "Den er god nok. Kom du bare frem." Frem trådte en eftersøgt politimand, Poul Ørsager, der kom til at bo hos dem helt frem til befrielsen. Han deltog meget aktivt i arbejdet med transporten og håndteringen af modstandsbevægelsens våben. (Mine forældre havde både våbenfordelingscentral og våbendepot). Samtidig var Poul Ørsager en af modstandsbevægelsens mest aktive sabotører. Ørsager blev som sagt installeret og slagtermesteren kørte sin vej.

En lille time senere bankede det igen på køkkenvinduet. Der stod "lygtemanden" Madsen igen og blev hurtigt lukket ind. "Kan I have en til boende," spurgte han. Naturligvis, svarede mine forældre. Godt, sagde slagtermesteren, så henter jeg dem! "Dem?" sagde min mor. "Det er sandt, det glemte jeg at fortælle," sagde Madsen. "Det er en politimand, hans kone, deres nyfødte datter og så hans politihund."

"Så må vi se, om vi ikke kan klare det. Vi har flere sofaer, så det går nok," sagde min mor. En time senere arriverede Madsen med hele den lille familie inklusive hund og medbringende en gigantisk slagterpakke og med besked om, at planen var, at politimanden skulle blive boende hos dem, mens hans kone og lille datter skulle bringes til hendes forældre i Jylland. Tre dage senere kom der kontraordre. Hele den lille familie skulle sendes til Sverige minus politihund, som mine forældre så "lånte" frem til befrielsen. Den var meget nyttig som vagthund (huset flød jo med våben, ammunition og sprængstoffer ) - og så var den en dygtig apportør, når de øvede håndgranatkast. De kom til at holde utroligt meget af hunden, så da ejeren efter befrielsen kom for at hente den, spurgte de, om de dog ikke kunne få lov til at købe den, fordi de var så glade for den. "Det kan vi lade hunden om at afgøre," svarede politimanden. Han gik ti meter bort, vendte sig om og gav et enkelt, kort fløjt, og vips så stod hunden ved siden af ham. Der blev ikke nogen hundehandel. For mine forældre blev 19. september en skelsættende dag, for med Poul Ørsagers ankomst blev de dybt involveret i modstandsarbejdet.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Skal vi flette vore ...

Annonce