Annonce
OB

17-årige Obbekjær på spring

Daniel Obbekjær er klar til at starte inde mod AC Horsens. Foto: Michael Svenningsen
Skaderne baner vej for OB's 17-årige stopper

FODBOLD: Det kan meget vel blive 17-årige Daniel Obbekjærs chance, at Jeppe Tverskov og Ramon Leeuwin begge blev skadet i kampen mod FC Midtjylland i søndags.

- Det er logisk, at min chance bliver større, når der er mange skader. Selvfølgelig har jeg har jeg gjort lidt ekstra i denne uge, men ellers forberedt mig, som jeg altid gør. Jeg er klar, hvis de får brug for mig, siger tårnhøje Daniel Obbekjær, der heller ikke deltog i U19-holdets træningskamp mod Hvidovres U21-hold i Ådalen af samme grund.

- Det kan godt være lidt svært at koncentrere sig både om U19-holdet og Superliga-holdet. Jeg lægger ikke skjul på, at jeg helst vil spille på Superligaen, men det er i kampene, at man udvikler sig. Derfor har det været dejligt at have kampene på U19-holdet at udvikle sig i, sagde Daniel Obbekjær efter lørdagens træning.

Han debuterede sidste sæson i en allerede tabt udekamp mod FC København, spillede 20-25 minutter mod Horsens og fik første halvleg i Aalborg mod AaB.

- Horsens gik fint med en masse luftdueller. Oppe i Aalborg var vi ikke gode som hold, og jeg spillede bestemt ikke min bedste kamp, og må være helt ærlig at sige, at min præstation ikke var god. Det er selvfølgelig nemmere at komme ind på et hold, der fungerer. Det gjorde det ikke i Aalborg, men det er en af de udfordringer, der er i fodbold. Der er hele tiden udfordringer.

- I Horsens skal vi være klar til en masse slåskampe og fight, lave mange forgæves løb og gå ind i duellerne, også selv om chancen for at vinde dem ikke altid er så stor. Så må man tage en for holdkammeraten, og så skal vi nok vinde i sidste ende, sagde en optimistisk Daniel Obbekjær.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce