Annonce
Debat

100 år for Oktoberrevolutionen i morgen. Revolutionen ingen ønsker at fejre

Mogens Pedersen

Den 25. oktober i år er det hundrede år siden, Den store Oktoberrevolution fandt sted i Rusland. Denne datering bygger dog på den gamle julianske kalender, som pave Gregor den 13. allerede i 1582 afskaffede til fordel for den gregorianske i de katolske lande. De fleste ikke-katolske lande skiftede først kalender ved århundredskiftet 1700 og Rusland så sent som i 1917 - efter revolutionen. Således hænger det sammen, at revolutionsdagen i Sovjetunionen fejredes den 7. november, mens man stadig benævnte begivenheden Den store Oktoberrevolution.

Drivkraften bag den russiske revolution var Lenins bolsjevik-parti, der senere - efter oprettelsen af Sovjetunionen - blev til Sovjetunionens kommunistiske Parti, SUKP. I 1991 opløstes Sovjetunionen og få år senere fik den russiske præsident, Boris Jeltsin, kommunistpartiet forbudt ved lov. Siden er partiet forsvundet helt fra den politiske arena og dermed er der ingen til at fejre årsdagen for revolutionen, som bragte partiet til magten. Årsagerne til denne deroute er mange, men en vigtig del skal findes i selve revolutionens natur.

Den såkaldte Store Oktoberrevolution var slet ikke en revolution. Det er en myte, som så meget andet i det hedengangne Sovjetunionen. Der var tale om et kup ledet af en lille gruppe bolsjevikker og få tusinde tilhængere i Sct. Petersborg. Når kuppet kunne gennemføres, skyldtes det, at det gamle styre var faldet fra hinanden. Dette var sket i flere faser og det vil være gavnligt at se nærmere på disse.

Rusland var i århundredernes løb faldet håbløst bagud i udviklingen sammenlignet med de europæiske stormagter. I 1800-tallet var dette blevet åbenbart i den uddannede del af befolkningen, den såkaldte intelligentsia. Når man læser de store russiske forfattere fra den russiske guldalder, Pusjkin, Lermontov, Gogol, Turgenjev, Tolstoj, Dostojevskij, mærker man en underliggende dyb fortvivlelse, magtesløshed og resignation overfor den håbløse tilstand, som landet befandt sig i.

Tsarerne var uduelige og bagstræberiske med undtagelse af Aleksander II (1855-81), som indførte flere vigtige reformer, herunder ophævelse af livegenskabet, retsreform og et vist selvstyre (Zemstvo-reformen).

Reformerne, den begyndende industrialisering og mikroskopiske politiske reformer kunne dog ikke forhindre den store katastrofe, som indtraf med Ruslands indtræden i 1. Verdenskrig. Tsar Nikolaj II (også kaldet "den sidste") var svag og uduelig. Der havde allerede i forbindelse med den for Rusland katastrofale russisk-japanske krig 1904-05 vist sig uheldsvangre advarselstegn i form af arbejderdemonstrationer, af nogle benævnt den første russiske revolution.

Den anden revolution indtraf i februar (marts) 1917, da tsarstyret kollapsede under de uhyre krav, som verdenskrigen lagde på det fattige og uudviklede Rusland, hvor befolkningen sultede og det centrale styre sank ned i uvirksomhed og uduelighed. Tsaren blev tvunget til at abdicere og en provisorisk regering under ledelse af Kerenskij og Miljukov trådte til. Denne borgerligt-liberale regering fik imidlertid aldrig kontrol over situationen, først og fremmest fordi den ikke fik landet trukket ud af krigen. Dette banede vejen for Lenin og hans gruppe, som i modsætning til alle andre grupperinger var yderst velorganiseret. Lenin vidste, at hans bolsjevikparti var et lille mindretal, som aldrig ville kunne vinde et frit valg. Løsningen på det problem var hensynsløs vold og terror. Efter en blodig borgerkrig med en vankelmodig vestlig intervention besluttede Lenin i 1921 at indføre Den nye økonomiske Politik, NEP, som var et ideologisk tilbageskridt. Det var samtidig en absolut nødvendighed, da landet var i totalt kaos. Bønderne beholdt deres jord, små virksomheder og begrænset ejendomsret tåltes. Dette bragte 1921-28 landet nogenlunde på fode igen.

Det var Stalin, der med sin første femårsplan 1928-32 (dens mål erklæredes for nået efter fire år) gennemførte en virkelig revolution. Uden at gå i detaljer med definitioner, vil jeg i den forbindelse betegne som revolution dybtgående samfundsomvæltninger frembragt ved voldelige midler. Stalins revolution opfylder dette til fulde. Bondestanden - det store befolkningsflertal - skulle knækkes en gang for alle for at bane vej for industrialiseringen. Resultatet blev en krig mod egen befolkning, hvor bønderne blev nedkæmpet med artilleri og maskingeværer, hvis ikke de allerede var blevet sultet til døde. Stalin nævner under krigen overfor Churchill tallet ti millioner døde som følge af tvangskollektiviseringen.

Tvangskollektiviseringens og industrialiseringens kraftanstrengelse gik efter 1934 over i en institutionaliseret terror mod stadig større dele af befolkningen. Ingen måtte føle sig sikre imod henrettelse eller tvangsanbringelse i GULAG.

Et af de få positive resultater, det nye styre kunne opvise, var sejren over Nazi-Tyskland. En anden af de store myter i Sovjetunionen var den, at det var SUKP, der havde ført nationen til sejr i Den store Fædrelandskrig 1941-45. Det forholdt anderledes. Da Stalin efter lang tids handlingslammelse efter det tyske angreb mandede sig op til at tale til nationen, var det helt andre og nye toner, der lød. Han henvendte sig til sine brødre og søstre og påkaldte folkets kærlighed til hjemstavnen. Kampagnen mod kirken blev instillet for en tid. Først efter Den røde Hærs første sejre i 1943 blev partiet igen trukket frem som "ledende kraft" i landet. To faktorer afgjorde udgangen på skæbneopgøret på Østfronten. Den første var den russiske befolknings offervilje og kapacitet for lidelse. Den anden var nazisternes forbryderiske og morderiske fremfærd, som i sidste ende bevirkede, at russerne ved valget mellem to onder, Hitler eller Stalin, dog valgte deres egen tyran.

Efter krigen fremstod Sovjetunionen som den ene af to supermagter i Den kolde Krig. Den anden var naturligvis USA, hvis opståen som selvstændig nation var et resultat af Den amerikanske Revolution. Dermed var Alexis de Tocquevilles profeti fra midten af 1800-tallet gået i opfyldelse. Den skarpsynede franskmand havde talt om to store nationer, der hver fra sit eget udgangspunkt ville rykke frem og indtage en særlig plads i verdenshistorien.

I de 45 år fra 2. Verdenskrigs afslutning til Sovjetunionens opløsning i 1991 levede vi i en bipolær verden. Meget få forudså, hvordan det ville ende. I Sovjetunionen dyrkede man en næsten religiøs revolutions-romantik med Lenin som frelserfigur. Hvert år på Revolutionsdagen fejrede man sig selv ved store parader med imponerende militærudstyr og masseopbud af marcherende arbejdere. Dog, ikke alle troede på fortællingen. Jo længere bagud i arbejderkolonnerne, man kom, jo mere berusede blev mange af deltagerne. Det var symptomatisk. I længden kunne partitoppen ikke skjule svælget mellem løfter og virkelighed, mellem myter og realitet.

Ligesom det tsaristiske regime sank sammen ved dets egen uformåenhed, således også det kommunistiske regime. I 1980´erne lakkede det mod enden. Næsten symbolsk så vi den ene aldrende sovjetleder efter den anden blive gravlagt ved Kreml-muren. Selv den dynamiske Gorbatjov kunne ikke ændre driften mod undergang. På trods af ideerne om perestrojka og glasnost ville han ikke opgive myten om kommunistpartiet og revolutionen. Måske blev det hans achilles-hæl.

Lenin. Arkivfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Navne

En handlekraftig kvinde fylder 80

Annonce