Annonce
Kultur

Ønsket om at omskabe sig selv

Anders Rønnow Klarlund, Jacob Weinreich og Thomas Rydahl. Foto: Mikkel Østergaard/Politikens Forlag
Boganmeldelse: Rydahl & Kazinski: ”Mordet på en havfrue”.

Det er et råt København anno 1834, der folder sig ud for læseren af “Mordet på en havfrue”. I centrum for begivenhederne står - ja, hold fast - ingen mindre end H.C. Andersen. Han er på én gang anklaget og den, der - efter drabelige besværligheder - er med til at opklare, hvem der står bag de groteske uhyrligheder, vi er vidne til.

H.C. Andersen har opsøgt den barmfagre prostituerede Anna for at fastholde hendes former i et silhuetklip. En næsten alt for demonstrativ understregning af, at der bag Andersens kunstneriske aktivitet lå en seksuel kompensationsmekanisme. Men sådan tager det sig ud set gennem forfatternes psykologiske briller. Kort efter findes Anna myrdet, og som hendes tilsyneladende sidste kunde falder mistanken på Andersen, han arresteres, og det er kun takket være den indflydelsesrige Collin-familie, at han får tre dage på fri fod til at finde ud af, hvem morderen er.

Med Annas søster Molly bevæger Andersen sig nu ind i et byrum, hvor stanken fra allehånde organiske stoffer oser fælt, ja, i passager er det lige før, jeg som læser føler kvalmen. Godt gjort af forfattertrioen A.J. Kazinski (hvor bagmændene er Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich) og Thomas Rydahl. Men ikke kun det fysiske miljø er klamt, også det, der driver morderen, er oprivende.

Ud fra en opfattelse af, at det er overtro, medlidenhed og medfølelse, der forhindrer menneskelige fremskridt, vil morderen søge at realisere sine drømme. H.C. Andersen får hurtigt færten af, at han står over for en person, der som han selv er drevet af en længsel. Men hvor Andersen i sit kunstneriske virke bruger legitime midler for at omskabe sig fra den fattige dreng til den feterede forfatter, kaster morderen sig ud i det ekstreme.

De tre forfattere befinder sig godt i Andersens selskab, rundhåndet drysser de henvisninger til hans forskellige eventyr ud over siderne, ja, de mener ligefrem, at de begivenheder, han udsættes for, rummer kimen til eventyret om den lille havfrue. Sjovt nok, men for mig er det deres eminente evne til at få datidens København med store sociale skel, et dekadent kongehus og en videnskab, hvor man står på tærsklen mellem overtro og det erfaringsbaserede, der gør “Mordet på en havfrue” spændende og interessant. - Rydahl & Kazinski: ”Mordet på en havfrue”. 416 sider. 300 kroner. (Politikens Forlag) Udkom 6. september 5 af 6 stjerner

Annonce
Rydahl & Kazinski: ”Mordet på en havfrue”. Foto: Politikens Forlag
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

I Sherwood-skoven

Udligningsordningen er et fantastisk værktøj, der gør Danmark til et mere lige samfund, for den mellemkommunale udligning betyder i al enkelthed, at de kommuner, der har mange penge, giver en lille del af deres velstand til de kommuner, der har færre eller få penge. Udligningsordningen er derfor en ægte Robin Hood-løsning, som de fleste danskere bør kunne være enige om. Det betyder selvsagt ikke, at danskerne - både politikerne og folk, som vi er flest - er enige om, hvordan udligningsordningen skal strikkes sammen. Man kan, som det fremgår af stort set samtlige medier i denne tid, skændes om økonomiske nøgletal og detaljer i en sådan udligningsordning i én uendelighed. For ordningen skiller selvfølgelig vandene. De, der har udsigt til at få flere penge i kassen i kraft af en ny udligningsordning, er som regel fulde af ros til og argumenter for, hvorfor ordningen er velfungerende. Omvendt er de, der kan se frem til at få færre penge i kommunekassen, kritiske over for ændringerne. Sagen er, at alle politikere, uanset landsdel og politisk syns- og standpunkt, allerhelst bare vil have flere penge til deres egen kommune. Social- og indenrigsministeren blev i sidste uge kritiseret for at manipulere eller hemmeligholde en række af de tal, der ligger til grund for beregningerne i regeringens forslag til en ny udligningsreform. Det har ministeren undskyldt - og samtidig korrekt pointeret, at man kan gøre tallene op på flere forskellige måder. Og det er sandt. Udligningsordninger er svært stof for de fleste, inklusive mange økonomer og politikere. De enkelte parametre, der ligger til grund for både den gamle udligningsordning og regeringens forslag til en ny udligningsordning, kan diskuteres og endevendes i én uendelighed. Derfor er kritikken af og debatten om ordningen både relevant og nødvendig. Det ændrer blot ikke på, at vi alle, fattige som rige, socialister som liberale, jyder som fynboer, bør glæde os over, at udligningsreformen gør Danmark mere lige. På ægte Robin Hood-manér. Ligesom i Sherwood-skoven.

Kerteminde For abonnenter

Succesen af Langeskov Station kan måles på flere måder: - Da toget begyndte at stoppe, sagde det 'woom'

Annonce