x
Annonce
Danmark

Økonomien kan blive en gordisk knude for Mette Frederiksen

Thomas Funding Foto: Michael Nørgaard
Regeringsforhandlingerne er dybt komplekse, og frontlinjerne går på kryds og tværs. Udlændingeområdet har fået mest opmærksomhed, men uenighederne er langt større, når det kommer til den økonomiske politik. Det trækker op til stillingskrig.

”Vi gjorde det!”. Sådan startede Helle Thorning-Schmidt sin valgtale, da rød blok i 2011 havde vundet valget. Tre små ord, der kom til at martre Socialdemokratiet i resten af valgperioden.

Det gamle arbejderparti havde nemlig ikke gjort det. I hvert fald ikke alene. Socialdemokratiet havde isoleret set fået et ringe valg, og støttepartierne et tilsvarende godt. Særligt Radikale Venstre stod stærkt i forhandlingerne.

Derfor endte Thorning også med et regeringsgrundlag, hvor hun på flere områder havde solgt ud af arvesølvet. Især på det økonomiske område havde Socialdemokratiet slået knuder på sig selv og accepteret Radikale Venstres krav om, at den nye regering skulle basere sig på den tidligere regerings politik. Socialdemokratiet fik statsministeriet, men begik – vil mange mene – løftebrud.

Belært af erfaring begik Mette Frederiksen ikke sin forgængers fejl, da hun onsdag nat gik på scenen til Socialdemokratiets valgfest. Hun holdt en afdæmpet tale, hvor hun understregede, at nu handlede det om samarbejde. Baglandet og vælgerne blev forberedt: Der skal indgås kompromisser.

I Socialdemokratiet vil man egentlig helst tage forhandlingerne hen ad vejen, men det blokerer manglende tillid for. Radikale Venstre stoler ikke på Socialdemokratiet og Morten Østergaard har derfor også på forhånd krævet en form for skriftlig aftale. Han giver ikke Mette Frederiksen nøglerne til statsministeriet uden præcis at vide, hvad han får igen.

Morten Østergaard har i den sammenhæng også et behov for at vise sine vælgere – ikke mindst de nye – hvad han har fået ud af de radikale mandater. Det er ikke kun Mette Frederiksen, der er presset af at skulle levere resultater.

På indholdssiden er der to områder, hvor Socialdemokratiet får meget svært ved at give sig, hvis de ikke skal ende som Thorning. Den stramme udlændingepolitik skal bestå, og der skal indføres differentieret pensionsalder.

Det betyder ikke, at det er udelukket, at Socialdemokratiet kan give sig på udlændingeområdet, men det bliver i småtingsafdelingen, hvis ikke partiet skal smadre sin egen troværdighed. Og det samme gælder på pensionsalder. Lars Løkke Rasmussen kaldte udspillet for det største politiske bluffnummer i en generation, og får han ret, vil Mette Frederiksen få et kæmpe forklaringsproblem, der vil klæbe til hendes person, som fluer på fluepapir.

Men ingenting er gratis. Radikale Venstre er blevet fordoblet ved valget og forventer retteligt indflydelse. Hvis de skal tage sig til takke med brødkrummer på udlændingeområdet og acceptere, at pensionsalderen bliver differentieret, så må Socialdemokratiet betale dobbelt på andre områder. Det er evig gyldig forhandlingslogik.

Og heri består problemet for Socialdemokratiet. De håber, gangbar valuta bliver indrømmelser på klimaområdet, men det er tvivlsomt, at det er nok. Klimaet er vigtigt for Radikale Venstre, men det er ikke hele verden. Uddannelse, velfærd, børnefattigdom – de har mange ønsker. Og fælles for dem alle er, at de koster penge. Det bliver derfor svært at komme udenom den økonomiske politik.

Uenighederne på udlændingeområdet har fyldt meget i valgkampen, men de er i virkeligheden langt større, når det kommer til økonomien

Mette Frederiksen skal bygge bro mellem to ydrepoler. På den ene side har hun den yderste venstrefløj i form af Enhedslisten og på den anden Radikale Venstre, der på den økonomiske politik har langt mere til fælles med Lars Løkke Rasmussen end Pernille Skipper.

Målet er man for så vidt enige om. Der skal skaffes flere penge. Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet vil langt hen ad vejen gøre det ved at sætte skatter op, Radikale Venstre vil øge arbejdsudbuddet. Det for eksempel ved at sænke beløbsgrænsen for, hvor meget udlændinge skal tjene, for at de kan få en arbejdstilladelse i Danmark. Noget de røde partier har afvist kategorisk.

Det ligner derfor lidt en gordisk knude. Mette Frederiksen er i et krydspres og kan ikke give indrømmelser til Radikale Venstre, uden at Enhedslisten og SF går balalajka.

Spændende bliver det, og danskerne skal væbne sig med tålmodighed, for forhandlingerne kommer til at trække ud. Selv hvis parterne mod forventning hurtigt skulle blive enige, har alle en interesse i, at der går godt med tid.

Alle er pressede for at levere resultater, og derfor må det ikke virke for nemt. Ellers vil det se ud som om, at den ene part har givet sig for nemt. Det er langt fra sikkert, at landet har fået en ny regering, når folk går på sommerferie.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Coronavirussen vil forandre dansk politik

I Danmark har vi – heldigvis – en politisk tradition for, at vi rykker sammen, når det gælder. Således kunne Folketinget på tværs af partiskel i et højt tempo og uden det sædvanlige politiske fnidder vedtage de nødvendige tiltag. Hvad enten det var omfattende og nødvendige tiltag på sundhedsområdet, forbud mod større forsamlinger eller en historisk stor økonomisk kompensation til ansatte og virksomheder, der er ramt af Coronaen. Også fagbevægelsen og arbejdsgiverne har med indgåelsen af en trepartsaftale, der spænder et sikkerhedsnet ud under rigtigt mange lønmodtagere og mange virksomheder vist, at de er parate til at tage ansvar i denne svære situation. Men det er ikke slut endnu, og der bliver brug for flere tiltag. Både for at håndtere sundhedssituationen, men også for at sikre, at de alt for mange virksomheder, der af den ene eller anden årsag ikke bliver hjulpet af de vedtagne hjælpepakker, kan få den fornødne hjælp. Når denne coronakrise er drevet over, er der behov for samarbejder på tværs af partiskel. Til den tid vil dansk politik være forandret. Vi vil stå med en kæmpe regning, som vi endnu ikke kender, og som skal samles op. Det kommer til at kræve politisk mod og vilje. Hvordan sikrer vi de rette politiske rammer, økonomisk vækst og dermed en fortsat høj beskæftigelse? Og hvordan får vi de mange tusinde mennesker, der i disse dage bliver afskediget eller sendt hjem, tilbage på arbejdsmarkedet? Der er mange spørgsmål, der kræver politisk handling og samarbejde i Folketinget. I den første tid af coronakrisen har Folketinget vist vilje til samarbejde, men hvor længe vil det vare ved? Vil vi se ydrefløjene grave sig ned, som vanen forskriver? Og hvad med regeringens parlamentariske grundlag – herunder ikke mindst Enhedslisten og SF – vil de have modet til også at træffe upopulære beslutninger? Der må gøres ofre i tiden efter, og det er ikke givet, at Arne får lov til at komme tidligere på pension, eller at vi kan afsætte ubegrænset med penge til klimaet, hvis pengene ikke er der. For mig at se er løsningen klar: Et tæt samarbejde mellem S-regeringen og Venstre om en omfattende plan, der skal få Danmark tilbage på sporet. En plan, der rækker mange år frem – også til efter næste folketingsvalg. De to partier har flertal tilsammen og har for mig at se en forpligtigelse til at træffe de nødvendige politiske beslutninger for at bringe Danmark sikkert videre. Coronavirussen har derfor forandret dansk politik her og nu men så sandelig også på lang sigt.

Annonce