Kirkendrup: - Det begyndte vel et halvt års tid, før vi fik beskeden. Der skete mærkelige ting i mig, som stille og roligt blev værre. Jeg mistede følelsen i min arme, jeg fik kraftig hovedpine, som jeg ellers aldrig led af. Pludselig var mit syn væk.
Åse O'Brien tygger lidt på de erindringer, hun haler frem fra sin hukommelse. Ved hendes side sidder Anja O'Brien og kigger eftertænksomt ud i luften.
Som ser hun på de minder, hendes viv genkalder sig.
- Jeg følte ikke, jeg kunne holde mit eget hoved, fortsætter hun.
Men det var ingenting forsikrede et par vagtlæger, før nogen så alvoren. En optiker, som straks fik hastet Åse videre til en øjenlæge, der brugte blot få sekunders analyse af patienten, før hun var ekspederet videre i systemet.
- Det tog noget tid, inden nogen ville undersøge hende nærmere, men da først det skete - så gik det stærkt. Hun blev indlagt med det samme, husker Anja O'Brien.
Åse O'Brien lå på øjenafdelingen i en uge. Opholdet reddede hendes liv. Samtidig rev diagnosen hendes og konens fremtid i stumper og stykker.
Rød i hovedet
Åses hjerne og især synsnerve var blevet udsat for et voldsomt og langvarigt tryk fra en overproduktion af hjernevæske. Trykket havde forvoldt uoprettelige skader og flere af hendes kropslige funktioner var kortsluttede.
- Åse er svært hjerneskadet, sagde de til mig. Det var ikke lige det, man havde regnet med syv dage efter sin bryllupsdag, summer Anja O'Brien, der i dag har været gift med sin kone i tre år.
Imens Åse måtte opgive drømmejobbet som lastbilchauffør, fortsatte Anja i sit. Og hun tog det ufrivilligt med hjem. For når hun er færdig med at pleje nogle af byens ældste og mest omsorgskrævende borgere på Plejehjemmet Marienlund, fortsætter hun i det samme omsorgsfyldte spor på hjemmefronten.
Hun står for omkring 99 procent af husholdningen. Hendes kone evner næsten ingen opgaver.
- Jeg ordner alt. Rydder op, gør rent, sørger for aftaler, planlægger. Hun glemmer at spise, så jeg skal altid sørge for, der er noget til hende. Hendes korttidshukommelse er lig 0, siger Anja O'Brien og hustruen tilføjer.
- Nærmere minus 20.
Åse O'Brien har humor. Hun formulerer sig godt, og hun forstår at reflektere under interviewet.
- Ja, man skulle ikke tro, hun var hjerneskadet? Det hører vi tit, og det gør vores situation ekstra svær at snakke om, for folk forstår det ikke. De ser Åse, når hun er forberedt og mønstrer al sin energi på at være til stede. Men hverdagen er en anden, siger Anja O'Brien
- Kan du se, at jeg er helt rød i ansigtet? spørger Åse O'Brien
Journalisten nikker.
- Det er jeg ikke normalt. Jeg kæmper for at holde koncentrationen, fordi du er her. Når du går, er jeg fuldkommen færdig. Og har måske glemt det meste af det, vi har snakket om.
En fighter
De første mange måneder var mildest talt fortvivlende. Hvad vil det sige at være hjerneskadet? Hvad vil det sige at være gift med én, der har en hjerneskade?
- Jeg vil ikke lyve. Der har været lange perioder, hvor jeg ikke var glad. Vi rykkede os ikke, og det tog lang tid at få den rette hjælp. Den type hjerneskade Åse havde fået, var sjælden, så der var ingen drejebog for behandling. Bare at få fat i hjælpemidler som en el-scooter har været en krig, fortæller Anja O'Brien, der dog står et bedre sted i dag.
- For et halvt års tid siden kom vi på hjerneskaderådgivningen. Pludselig landede vi i et forum, hvor folk fattede, hvad vi snakkede om. Det var en kæmpe forløsning. Nu er Åse tilknyttet rehabiliteringscentret Bjergegårdshaven for senhjerneskadede, og det gør en kæmpe forskel.
Åse O'Brien bakker op.
- Jeg rykker mig uge for uge. Jeg bliver bedre til at fungere i hverdagen. Vi plejer at sige, at nogen har det værre end os. Hvad skulle det hjælpe at krybe sammen og tude? Jeg er en fighter. Sådan en bette hjerneskade skal ikke få mig ned med nakken, siger Åse O'Brien med en ukuelighed, der kunne misunde selv en bokser.
Fortjener alt
Anja O'Brien skæver imod sin bedre halvdel og smiler på en resignerende måde. Der er en accept i hendes blik. Hun ved godt, at de næste mange års fremtidsdrømme vakler på afgrundens rand, hvis da ikke de allerede er faldet ud over.
- Der er mange ting, vi ikke kan mere. De mindste forhindringer er som bjerge for Åse, og vi kan kun håbe, at behandlingen kan bringe hende til et sted, hvor vi kan indfri nogle af de ønsker, vi har. Vi vil gerne rejse og har aktuelt en lille drøm om at afprøve en tur til København for at se, hvordan det går. Vi ville gerne have haft børn, men det kommer ikke til at ske. Det har vi accepteret. Åse fylder alt, og jeg vil og skal være der for hende.
Åse finder Anjas blik. Hun smiler fjoget og viger ikke øjenkontakten til sin kone.
- Jeg har givet hende lov at gå, men hun har valgt at blive hos mig.
De smiler.
- Se, hvor smuk hun er. Hun fortjener alt. Det var jo derfor, du skulle have de øl, som jeg ikke lige husker, at jeg indstillede dig til.
På bordet står seks Albani jubilæumsøl lavet i anledning af Fyens Stiftstidendes 250 års fødselsdag. De gives som bekendt til nogle af hverdagens helte.
- Hun kan godt lide øl og hun har sjældent tid til at hygge sig, når hun skal passe byens ældre og mig. Hun er på arbejde hele tiden. De her øl skal hun sætte sig ned og nyde i ro og mag.
De tager hinanden i hånden.
- Seks øl fjerner ikke en hjerneskade, men de luner alligevel. Tak for, at du tænkte på mig, min skat.
Åse O'Brien har fået følelsen i armene tilbage og synet er forbedret markant, selvom det i dag er stærkt nedsat og præget af bygningsfejl.
Lægerne har aldrig fundet ud af, hvad årsagen til hjerneskaden var. Ifølge fagfolk kan en sådan hjerneskade ramme hvem som helst.
