Annonce
Assens

Årets Landsby: Flemløse-Voldtofte i version 2.0

Dagplejer Inga Vestergård Nielsen har snart passet børn i Flemløse i 25 år. Her holder hun styr på Ditlev, Anna og Afia under frokosten. I sin fritid får Inge Vestergård Nielsen tid til at passe jobbet som kasserer i menighedsrådet. Foto: Kim Rune
Flemløse-Voldtofte er kåret til Årets Landsby i Assens Kommune. Men hvad rører der sig egentlig i bysamfundet og hos de omkring 650 beboere? Avisen har været på gaden for at tage 2019-temperaturen på Flemløse og Voldtofte.

Flemløse/Voldtofte: Jernbanestrækningen mellem Tommerup St. og Assens skærer Flemløse over på midten, og kloge hoveder mener at vide, at overskæringen også danner det gamle skel mellem Voldtofte i syd og Flemløse i nord.

Den slags interesserer ingen sig længere for i en tid, hvor de to landsbysamfund i over 10 år har haft deres eget bylav og plejet fælles interesser.

Engang lå der en palet af forretninger og småhåndværkere i stationsbyen. Men nu er de fleste væk.

Det er udviklingen, der har indhentet Flemløse. Dette svævende begreb, der - hvis man lægger hovedet tilpas på skrå og udtaler ordet på den rette salvelsesfulde måde – kan trække dystre skygger ind over et lokalsamfund med omkring 650 indbyggere.

Flemløse er en by uden skole og børnehave. En by uden dagligvareforretning og faste transportforbindelser.

Men det er også en by med mange græsrødder, masser af frivillige hænder og et aktivt bylav, der sørger for at rejse flagalléen i hovedgaden ved selv den mindste lejlighed. Et bylav, der er indstillet på at skabe et fremtidssikret Flemløse i en opdateret version 2.0.

Byens borgere kan stadig hæve kontanter i en lokal sparekasse, og det er noget af en bedrift i disse år, hvor flere mellemstore provinsbyer står helt uden et pengeinstitut. Prisen for at bevare Flemløse Sparekasse, der har eksisteret siden 1886, synes beskeden. For to og et halvt år siden blev der tilføjet fire små bogstaver på sparekasseejendommens facade ud mod Kirkebjergvej: Rise.

Annonce

Jeg boede i Ebberup i flere år og var gift med Hilda. Men så blev vi skilt, og jeg flyttede tilbage til mit barndomshjem. Men Hilda kommer stadig hos mig hver dag, og vi spiser altid sammen.

Mekaniker Yngvar Pedersen

Bolte og møtrikker

Morten Aagaard har været filialdirektør i Rise Flemløse Sparekasse siden fusionen i 2017. Han er chef for et hold på seks ansatte med fladt ledelseshierarki.

- For sparekassen er det vigtigt, at vi stadig er helt tæt på vores kunder, og at vi er synlige med egen filial i Flemløse. Det betyder noget for dem, der bor her, mener Morten Aagaard.

En gang om året inviterer han 15-20 lokale foreninger og institutioner til en sammenkomst i sparekassens mødelokale på første sal. Så er der øl på bordet, osterejer på tallerkenerne og penge i horisonten.

- I år delte vi 150.000 kroner ud til lokale initiativer, og vi sponsorerer også flere foreninger i nærområdet, forklarer Morten Aagaard om sparekassen, der nu er placeret i epicentret af byens erhvervsliv.

I naboejendommen, hvor byens sidste købmand lå, har kokkene Kristian Kjær og Kent Vibæk siden 2001 drevet catering- og diner transportablefirmaet Kjær’s Køkken. Og i det gamle mejeri på den modsatte side af gaden huserer Morten Stage Jacobsen og hans fem ansatte på MSJ Maskinfabrik, der drejer og fræser alle former for materiale til brandudstyr og producerer bolte og møtrikker til vindindustrien.

- Jeg overtog fabrikken for fem år siden efter Lindy May. Jeg har selv arbejdet her i 14 år. Vi leverer en del materiale til lokale virksomheder som Cabinplant i Haarby, GW Sprinkler i Glamsbjerg og FKI i Verninge. Vi har rigeligt at se til for tiden, så jo, det løber da lige rundt, griner Morten Stage Jacobsen.

32 år og nu videre

I februar valgte han at etablere et tømrerfirma ved siden af maskinfabrikken. To tømrersvende stod pludselig uden arbejde, efter deres mester Benjamin Bonde Nielsen i december sidste år mistede livet under tragiske omstændigheder på en gård på Helnæs, og nu passer de to tømrere forretningen for Morten Stage Jacobsen.

54-årige Helle May færdes hjemmevant på gulvet i fabrikshallen. Hun står ved en stor Mazak-drejebænk og laver studbolte. Helle May har boet i Flemløse i 32 år, og tidligere var hun medlem af bestyrelsen i både skolen og børnehaven. Nu nøjes hun med en ugentlig badmintontime i gymnastiksalen på Flemløse Skole.

Og så har hun sat sit hus på Kirkebjergvej til salg. Det kan købes for 1,2 millioner kroner. Det er ikke nødvendigt at foretage et længere feltstudie i Flemløse for at konstatere, at flere ejendomme er forsynet med et til salg-skilt.

- Flemløse er jo ikke længere helt, hvad den har været. Jeg vil gerne flytte til Glamsbjerg, hvor jeg har familie boende, forklarer Helle May.

Årets Landsby 2019

Flemløse-Voldtofte er kåret til Årets Landsby 2019 i Assens Kommune. Det er sket efter indstilling fra bestyrelsen i Landdistriktsrådet.

Landsbyen blev valgt i et tæt opløb med tre andre landsbyer.

Det er 11. gang, Assens Kommune og Landdistriktsrådet kårer Årets Landsby i Assens Kommune. Sammen med æren følger 10.000 kroner fra Assens Kommune. Beløbet skal bruges til landsbyens bedste.

Prisoverrækkelsen finder sted fredag den 20. september klokken 15 på Flemløse Gl. Kro, hvor borgmester Søren Steen Andersen (V) og formanden for Landdistriktsrådet, Jens Zimmer Rasmussen, Helnæs, vil overrække prisen til borgerne i Flemløse-Voldtofte.

Flemløsekoret vil bidrage med et par sange, og LandsbyBageriet i Søby serverer hjemmebagt kringle.

Yngvar, Hilda og havetraktoren

Yngvar Pedersen er 76 år og har ingen planer om at forlade sit hjem. Det er fra 1888 og oprindeligt opført som forsamlingshus. Men efter bare 13 år måtte det lukke. Konkurrencen fra Flemløse Gæstgivergård ovre på den anden side af jernbanen blev for stor.

- Købmanden overfor købte forsamlingshuset, fordi han havde hørt, at der var kræfter i gang for at etablere en brugsforening i byen. Det ville købmanden ikke have, så han indrettede i stedet et kornlager i ejendommen, og i 1936 købte min far den og åbnede automobilværksted i lokalerne, fortæller Yngvar Pedersen, der stadig driver Flemløse Autoværksted.

Han har lige været en tur i Køng for at aflevere en bil, som han har skiftet udstødning på.

I sit værksted har Yngvar Pedersen en havetraktor stående, og når det falder ham ind, kører han traktoren op til det grønne DSB-areal ved jernbanen og slår græsset. Ikke fordi nogen har sagt, at han skal gøre det. Men fordi Yngvar Pedersen godt kan lide, at der ser pænt og skikkeligt ud i byen.

- Jeg boede i Ebberup i flere år og var gift med Hilda. Men så blev vi skilt, og jeg flyttede tilbage til mit barndomshjem. Men Hilda kommer stadig hos mig hver dag, og vi spiser altid sammen, siger Yngvar Pedersen, der også er aktiv i landsbylavets bestyrelse.

Det er svært at slippe Yngvar Pedersen, før han har fortalt historien om dengang, en tysk hipomand likviderede en lokal beboer på fortovet uden for hans ejendom. Han har historien fra sin far. Skudvekslingen fandt sted den 6. april 1945.

Hipomanden skød omkring sig med det fatale resultat, at to sagesløse mennesker, der helt tilfældigt passerede stedet ude ved vejen, blev ramt af kuglerne. Den ene var Niels Christian Hansen, der var bødker i Voldtofte. Han døde på stedet. Den anden var bødkerens barnebarn Gerda Hansen, der blev slemt såret ved kugleregnen, men slap med livet i behold. Voldtofte-bødkeren var næsten helt døv og kunne derfor ikke høre kommandoråbene.

Yngvar Pedersen er 76 år og holder stadig liv i Flemløse Autoværksted på Kirkebjergvej 2. Han tager 500 kroner for en værkstedstime og reparerer også gerne cykler. Foto: Kim Rune

Plejehjemmets glade blæksprutte

Efter sådan en historie er det anderledes livgivende at træde ind ad døren på Flemløse Plejehjem – byens største arbejdsplads.

I køkkenet på en af plejehjemmets afdelinger er aktivitetsmedarbejder Tina Larsen i færd med stege frikadeller på en pande. De skal serveres med kold kartoffelsalat og råkost.

Tina Larsen er 47 år og fik for flere år siden tilkendt en førtidspension på grund af rygsmerter og gigt.

- Jeg var i flere år tilknyttet støtteforeningen Plejehjemmets Venner som frivillig medarbejder og var senere så heldig at komme i et fire-ugers praktikforløb på plejehjemmet. Det var jeg så glad for, at jeg spurgte plejehjemmets leder Lene Stubgaard, om jeg ikke kunne få en fastansættelse. Det fik jeg så for halvandet år siden, og i dag er plejehjemmet mit andet hjem.

- Jeg går til hånde som plejehjemmets blæksprutte. Jeg elsker at være her, og jeg er sikker på, at personalet også vil passe godt på mig, hvis jeg engang selv skulle ende på plejehjemmet, siger Tina Larsen.

Hun har boet i Flemløse i 15 år og tager del i fællesskabet i byen i det omfang, hendes sygdom tillader det. Når landsbylavet inviterer til sankthans- og vikingefest i Kongsbjerganlægget i Voldtofte, er Tina Larsen en sikker deltager, og hun møder også gerne op til kulturaftener og fællesspisninger på Flemløse Gl. Kro, som den frivillige forening Kroens Venner nu driver.

- Både min søn og datter har gået til fodbold i Flemløse Boldklub, som gør et stort og godt stykke arbejde i byen, siger hun.

Helle May har fast arbejde på MSJ Maskinfabrik, der har til huse i byens gamle mejeri. Efter at have boet i byen i 32 år har hun nu sat sit hus til salg.Foto: Kim Rune

25 år som dagplejer

I det store villakvarter fra 1970’erne overfor plejehjemmet har tre villaejere nærmest simultant sat robotplæneklipperen i gang med at trimme græsplænen. Her i kvarteret sker det jævnligt, at der rejses æresporte, når ægtepar kan fejre sølv- eller guldbryllup.

I en indkørsel på Kærvangen holder der to biler og en campingvogn. Her bor 57-årige Inga Vestergård Nielsen sammen med sin mand Ole og deres to legesyge gravhunde. Om få dage kan Inga Vestergaard Nielsen fejre 25-års jubilæum som kommunal dagplejer.

Klokken nærmer sig 12, og rundt om spisebordet i køkkenet sidder tre gode eksempler på, at fødekæden i Flemløse er intakt. Anna, Afia og Ditlev langer små rugbrødsmadder til sig fra et fad, og Inga Vestergård Nielsen supplerer med agurker og tomatbåde.

- Da jeg startede i 1994, var vi vel syv-otte dagplejere her i området. Nu er vi to tilbage. Men jeg kan tydeligt mærke, at der hele tiden flytter nye børnefamilier til byen, siger Inga Vestergård Nielsen.

Genbohuset er lige solgt, og snart rykker der endnu en børnefamilie ind i kvarteret. Så skal Flemløse-Voldtofte Landsbylaugs frivillige ambassadørkorps igen i sving, for her i området er det kutyme at byde tilflyttere velkommen i sognet.

Og til Årets Landsby i Assens Kommune.

Tina Larsen er førtidspensionist men får nu løn som aktivitetsmedarbejder på Flemløse Plejehjem. Hun laver mad til beboerne hver dag og fungerer i det hele taget som plejehjemmets blæksprutte. Foto: Kim Rune
Filialdirektør Morten Aagaard har grund til stort smil. Han og Rise Flemløse Sparekasse delte tidligere på året 150.000 kroner ud til lokale foreninger og institutioner. Foto: Kim Rune
En traktor eller to på vejene omkring Flemløse er ikke noget sjældent syn. Der er stadig liv i mange landsbrugsbedrifter på egnen. Foto: Kim Rune
Mekaniker Yngvar Pedersen er uddannet på et autoværksted i Tommerup. Han er 76 år, men har ingen planer om hverken at flytte fra Flemløse eller lukke sin virksomhed. Foto: Kim Rune
Tidligere var Voldtofte og Flemløse to selvstændige bysamfund. Men efterhånden skelner ingen længere mellem de to landsbyområder. Foto: Kim Rune
Dagplejer Inga Vestergård Nielsen deltager hver tirsdag i en dagplejegruppe i Glamsbjerg, og hun kan også godt finde på at tage børnene med til babysalmesang i kirken om formiddagen. Foto: Kim Rune
Helle May ved sin drejebænk på MSJ Maskinfabrik. Foto: Kim Rune
Kvindeegen i Flemløse blev plantet for at markere indførelsen af kvindernes valgret i 1915. Foto: Kim Rune
Mekaniker Yngvar Pedersen fra Flemløse Autoværksted. Han blev skilt fra sin kone for flere år siden, men de spiser stadig mad sammen hver dag. Foto: Kim Rune
Annonce
Forsiden netop nu
Fyn

Folketingspolitikere støtter flere tog på Vestfyn: Uld i mund om regningen

112

390 gram skunk fundet under forsæde

Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Fyn

Hjertestop-ordning har klaret sig over al forventning: Nu overvejer regionen at skrotte den

Annonce