Annonce
Gear

Årets Bil i 1976 vandt juryens hjerter, men ...

Chrysler Simca 1307/1308 blev Årets Bil, fordi den tilbød komfortable køreegenskaber og masser af plads til en lav pris. Foto: Chrysler Simca

Chrysler Simca 1307/1308 vandt i 1976 på grund af sin store bagklap, rummelige kabine og udmærkede køreegenskaber. Men bilen rustede ...

Der er ingen klare kriterier for, hvordan jurymedlemmerne til Årets Bil i Danmark skal kaste deres stemmer, men oftest er det familiebiler i den overkommelige prisklasse, der er løbet med sejren.

Men vi går vist ingen for nær, når vi siger, at mange af vinderbilerne med nutidens øjne ville blive bedømt som noget værre skrammel, der rustede væk, nærmest inden ejeren havde kørt bilen hjem i garagen.

En af dem er Chrysler Simca 1307/1308, der blev Årets Bil i Danmark i 1976.

Lovordene var ellers store i 1975, hvor dommerne var enige om, at det var den hidtil kønneste bil med hækdør. Prisen på godt 47.000 kroner for basisudgaven, 1307, var tillige fordelagtig, den bremsede godt, komforten var høj, og så var der god plads, ikke mindst i det store bagagerum, som var let tilgængeligt fra den store bagklap.

Annonce

SERIE OM ÅRETS BIL I DANMARK

Til næste år er det 50 år siden, at den første Årets Bil blev kåret i Danmark. I en serie går vi tæt på vinderbilerne gennem årene. Tidligere biler i serien: Ford Capri, Fiat 128, Citroën GS, Fiat 127, Audi 80, Fiat 126 og VW Golf.Chrysler Simca 1307Pris: 47.301 kr.L/B/H: 424/168/137 cm

Motor: Firecylindret rækkemotor på 1,3 l

Ydelse: 68 hk

Topfart: 142 km/t.

0-100 km/t.: 16,3 sek.

Vægt: 1.050 kg.

Chrysler Simca 1307/1308/1309 var en af de sjældne familiemodeller med stor bagklap i en tid, hvor konkurrenter som Ford Taunus, Opel Ascona og Peugeot 305 var klassiske sedaner. Dog var der blandt andet også VW Passat og Renault 16.

Interiøret her i topmodellen 1309 SX var righoldigt med blandt andet elruder og fartpilot. Foto: Chrysler Simca

Blød opsætning

Vi har tidligere kørt et eksemplar, og sæderne var brede og bløde, og den stendøde køreoplevelse, der gør den franske mellemklassebil bedst til at køre ligeud, signalerer mere USA end Europa. Ikke mindst i den senere topudgave, 1309 SX, der havde automatgear med tre trin, elruder og fartpilot.

En stor del af forklaringen på den tilbagelænede attitude er, at Simca i 1970'erne var ejet af amerikanske Chrysler, der så gerne ville ind på det europæiske marked. Og 1307/1308/1309-modellerne var de første modeller, der havde et stort Chrysler-logo på fronten og det mere diskrete Simca placeret agterude.

Modellen fik dog lynhurtigt røde hunde under bunden og på karrosseripladerne, som ret hurtigt tog livet af de fleste. En af dem, der helt sikkert har måttet lade livet, var min egen fars gule 1307 fra 1978, der ellers fragtede hele familien til både Østrig og Gardasøen.

Stærkt gik det heller ikke, for 1,3-motoren ydede kun 68 hk, og det rakte til en beskeden tophastighed på 141 kilometer i timen, mens det tog hele 16,3 sekunder, før 1307'eren nåede 100 kilometer i timen.

Fabrikken lancerede sedanen Solara i forbindelse med et navneskifte til Talbot. Foto: Chrysler Simca

Fint salg

Min fars bil var basismodellen, hvor styringen uden servoassistance krævede store overarme, og han kiggede givetvis misundeligt på en 1307 S eller 1308 GT med en kraftigere 1,5-maskine, der havde 84 hk eller 1309 med 1,6-liters slagvolumen og 88 hk.

Selv om salget gik udmærket, havde Chrysler imidlertid så store problemer i USA, at man i 1979 afhændede Simca til PSA-koncernen, der videreførte bilerne under Talbot-betegnelsen, og allerede i efteråret kom 1510-serien, som den faceliftede model kom til at hedde, og den blev udvidet med en sedan, kaldet Solara.

Selv om salget dalede, fortsatte man med at producere bilen indtil efteråret 1985 - et halvt år før det endegyldigt var slut med det franske mærke.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Regler må stoppe elløbehjul-rod

’Elløbehjul roder i bybilledet’. ’Elløbehjul kører for hurtigt der, hvor der er mange mennesker’. Sådan lød det i min radio i anledning af, at transportminister Benny Engelbrecht mandag holdt møde med de kommuner – deriblandt Odense - hvor det i dag er lovligt at køre på elløbehjul, og hvor elløbehjulene i dag fylder alt for meget i bybilledet på den kedelige måde. Både når de er i brug, og når de ikke er. Men radioværten kunne næsten ikke sige det mere forkert. Hvis et elløbehjul – som oftest ligger og – flyder et sted på gaden, så er det, fordi den person, der senest har brugt det, bare har smidt det. Uden så mange andre hensyn end at det lige passede mig bedst der. Og hvis der er for meget fart på elløbehjulet, så skyldes det udelukkende den, der styrer tempoet. For selvom elløbehjul er smarte, sjove og et godt alternativ til flere biler på vejene, så kan de hverken flytte sig fra et sted fra et andet eller sætte farten uden hjælp fra et menneske. Ansvaret for det rod, som er opstået i kølvandet på lovliggørelsen af elløbehjulene, ligger kun ét sted: Hos dem, der bruger dem. Det er derfor, der er opstået et behov for regler. Fordi tankeløsheden og fraværet af hensyntagen lever for godt hos nogle af dem, der bruger elløbehjulene. Vi skal alle sammen være her og kunne færdes sikkert i trafikken. Så det er mit ansvar, at jeg kigger mig for, inden jeg går over en vej – at jeg ikke bare træder ud i forventning om, at de hjulede trafikanter standser. Det er mit ansvar, at jeg sætter min cykel i et stativ eller i det mindste parkerer den, så den fylder mindst muligt på et fortov, fordi jeg lige skal hente et par bukser, en fløderand eller fire tallerkener. Og det er mit ansvar, at jeg ikke parkerer min bil foran en ud- eller indkørsel, så jeg spærrer vejen for andre. Men nogle brugerne af elløbehjul er ikke det ansvar voksent eller bevidst, og så må der regler til. Og sanktioner til dem, der ikke kan finde ud af at følge dem. Selvom det ville været meget nemmere, hvis vi bare ryddede op efter os selv og tog hensyn til andre.

Annonce