Årets bedste sommersang: Juncker greb kyndigt nuet

Anmeldelse: Lørdag klokken 20 er der kun baller i 25 af de 250 plastikstole foran Tobaksgaarden, da Christian Juncker og hans tro følgesvend Stefan Larsen går på scenen.

Det siger sig selv, at det syn kan tage modet fra enhver, men Christian Juncker griber det an på den eneste rigtige facon.

- Hvad fanden har Moonjam gjort ved jer i går? Har de slidt jer op? Nå, men det jo lige før, at der alligevel er flere, end der plejer at være til koncert i disse corona-tider, konstaterer Christian Juncker tørt, inden trommeboksen aktiveres og giver mekanisk bund til ”Kære dagbog”.

Inden koncerten indtog musikerne et større måltid. Det kommer til at påvirke tempoet i koncerten, lader de os vide.

- Normalt får vi klager over, at det går for hurtigt. Nu har vi konsumeret en kæmpe æggekage med flæsk, så vi kan komme helt ned i tempo, siger Christian Juncker og smiler.

Den velvalgte ”Snork City Blues” indledes med linjen: ”Landsbyen sover”, hvilket giver mening denne aften i Assens. Det er naturligvis ikke en landsby, men det er tamt, at så få har fanget, at en af landets bedste sangskrivere optræder i deres by.

Junckers hyldestsang til Anker Jørgensen er en lyrisk lækkerbisken, som bugner af alle de kvaliteter, jeg holder af ved Junckers tekster. ”Den største af de små” har dette skønne omkvæd: ”Jorden står aldrig stille. Vindmøllerne drejer rundt. Ethvert menneske kan forstå, at de største er de små”.

Det med at være de små er i øvrigt et tema, som Juncker har forholdt sig til i flere af sine tekster.

Fra hyldestsang sejler Juncker videre til noget nær en protestsang med udgangspunkt i folk, der lader deres hundelorte ligge. En sang og et emne, der understreger Junckers blik for hverdagen og alt det, der udspiller sig for øjnene af os alle i de kvarterer og rammer, vi kender og er formet af.

Evnen til at destillere den almindelige dansker er veludviklet, og samspillet med Stefan Larsen har også udviklet sig til en velsmurt maskine, hvor stemmerne og akkorderne sjældent er ude af kurs.

En gruppe kvinder ankommer et sted mellem femte og sjette sang. De gør ikke meget for at lave en blød landing og fanger tydeligvis ikke, at ”Sotto Voce” betyder hviske. Man skal høre deres stemmer i stedet for Junckers på det glimrende cover af Elisabeths fine popsang.

Juncker præsenterer også flere af sine nyere sange, og mens jeg ikke er helt oppe at ringe over de maritime ”Wallenberg” og ”Havana” rammer den helt nye ”Vi bliver hjemme i år” plet. En bedårende poetisk hymne om den danske sommer som er stor i et ganske lille land. Teksten er spækket med flotte billeder og metaforer.

Mest rørende er den ultrasimple linje: ”Hvis vi finder en sten med huller i, kan vi hænge den i en snor. Hvis vi finder to, kan vi give dem til hinanden, for vi ved, hvor sommeren bor”. Det er blændende lyrik og årets bedste danske sommersang.

Af de udvalgte coversange, hvor Kim Larsens ”Hvis din far giver dig lov” også luftes er The Cures fordanskede ”Love Song” den mest gennemførte. ”Kærlighedssang” får mig til at glemme alt om tomme sæder og fliser. Jeg er helt alene med Juncker i det rum, han synger uimodståeligt om. Sangen behøver ikke andet end to akustiske guitarer for at lette, hvilket er kendetegnende for flertallet af sangene denne aften.

Robert Smith har muligvis skrevet de engelske ord, men Juncker synger de danske så overdrevet melankolsk og modløst, at den gode mister Smith ville nyde det.

- Er der nogle udsmidere heroppe, det bliver lidt for vildt, udbryder Christian Juncker og får alle i gården til at grine højt.

Det er både morsomt og afvæbnende i en koncertsituation, som kunne være håbløs, men som i de rigtige hænder ender med at indgyde netop håb.

Jeg lægger trygt mit hjerte i Junckers hånd og klapper hverken af medlidenhed eller for at holde myggene væk.

Om koncerten: Tobaksgaarden, Assens, lørdag 1. august: Juncker – fire stjerner